USA/åbning: Spinkel fremgang og forsigtige investorer
Der hersker en beskeden optimisme på Wall Street mandag ved aktiemarkedets åbning, hvor handlerne i høj grad holder sig på sidelinjen frem mod de kommende juledage.
Det brede S&P 500-indeks åbner med et lille plus på 0,2 pct., mens det teknologiprægede Nasdaq-indeks går frem med 0,4 pct. Det smalle Dow Jones-indeks hænger i bremsen og falder 0,3 pct. på en dag, hvor handelsaktiviteten ligger til den lave side.
Der bliver taget bestik af den seneste tids solide nøgletal for den amerikanske økonomi og fredagens pæne stigninger i kølvandet på opgørelsen over forbrugerpriserne.
Det fik handlerne til at håbe på muligheden for mere substantielle rentenedsættelser i 2025, selvom markedsstemningen fortsat er tynget af udsigten til højere toldbarrierer i 2025, når den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, overtager roret, samt en kinesisk økonomi i lavt gear.
- Der er stadig håb om, at især det amerikanske aktiemarked vil slutte 2024 med en positiv undertone, skriver Dana Malas, der er strateg hos SEB, ifølge Bloomberg News.
- Det er på tide, at markedet genoplader batterierne og opdaterer prognoserne for den verden, der begynder den 20. januar med Donald Trump i Det Hvide Hus, lyder det videre.
Der kan komme lidt yderligere inspiration til investorerne kl. 16, når der lander tal for den amerikanske forbrugertillid i december.
CHIPKÆMPE VINDER RETSSAG
Chipgiganten Qualcomm har vundet et retsligt slagsmål mod sin britiske branchefælle Arm Holding, og det sender den amerikanske aktie op med 2,5 pct. ved åbningen.
Arm Holdings havde trukket Qualcomm i retten med anklage om, at selskabet havde brudt en licensaftale, som de to selskaber indgik i 2021, da Qualcomm købte start-up virksomheden Nuvia af Arm Holding.
Domstolen i delstaten Delaware kunne fredag dog ikke entydigt konkludere, at aftalen var blevet brudt. Sagen kan dog få lov at gå om på et senere tidspunkt, hvilket Arm, ifølge Bloomberg, har tænkt sig at følge op på.
- Selv om Arms ledelse fraregnede enhver potentiel fordel fra retssagen fra sine kommende forventninger, kunne Arm have fået højere royalties, hvis sagen var blevet vundet, skriver analysehuse Keybanc Capital Markets ifølge Bloomberg News.
Hos JPMorgan vurderes det, at sagens afslutning "fjerner en masse usikkerhed fra investorernes sind relateret til de finansielle konsekvenser ved en ugunstig afgørelse
XEROX STIGER STORT EFTER OPKØB
Printerselskabet Xerox stiger 8,8 pct. fra start, efter at selskabet er kommet i land med en købsaftale til 1,5 mia. dollar af Lexmark International, der producerer laserprintere.
Lexmark er i forvejen leverandør og partner med Xerox og har været ejet af et konsortium af kinesiske selskaber, der købte firmaet for otte år siden for 3,6 mia. dollar.
Aftalen afventer fortsat myndighedsgodkendelse i USA og Kina.
Der er også medvind til Novo Nordisks amerikanske rival på fedmemarkedet, Eli Lilly, der i fredags fik godkendt sit fedmemiddel Zepbound mod søvnapnø hos overvægtige voksne.
Aktien går frem med 1,5 pct.
STORMAGASIN AFNOTERES
Den amerikanske stormagasinkæde Nordstrom skal afnoteres, efter at stifterfamilien sammen med sin mexicanske partner har købt selskabet tilbage. Det er sket til en pris på 24,25 dollar per aktie svarende til 6,25 mia. dollar.
Familien Nordstrom, anført af Erik og Peter Nordstrom, der er oldebørn af stifteren John Nordstromer, forsøgte tilbage i 2018 at købe selskabet en pris på 50 dollar per aktie - mere end det dobbelte af det nye bud - men aftalen faldt i sidste ende til jorden.
Aktien sætter sig 1,1 pct. til netop 24,25 dollar.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Open❯ Shares❯ USA❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›