USA/åbning: Tesla fortsætter optur efter regnskab i stærk start

Udgivet den 25-10-2024  |  kl. 15:43  |  

Tesla trykker yderligere på speederen fredag, hvor aktien udbygger sin stigning fra torsdag oven på et stærkt regnskab for tredje kvartal.

Også Apple viser fremgang i den indledende handel, på trods af at iPhone-producenten har fået en sjælden negativ anbefaling.

Begge aktier havde i formarkedet kurs mod fald, men siden er stemningen skiftet.

Det amerikanske aktiemarked er fredag åbnet med plusser til de tre toneangivende indeks efter et fald i de amerikanske renter.

Det brede S&P 500-indeks stiger 0,6 pct., Dow Jones øger 0,4 pct., og det teknologitunge Nasdaq-indeks vinder 0,8 pct. i den indledende handel.

Fredag ved børsåbning er renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation 4,18 pct. mod 4,21 pct. ved lukketid torsdag.

- Stigningen i renterne er sat lidt på pause, hvilket giver aktiemarkedet mulighed for at få vejret og fokusere på regnskaberne, hvilket i det store og hele har været rimeligt gode, siger investeringsstrateg Ross Mayfield fra Baird til Reuters.

Fredag er den amerikanske regnskabssæson gået lidt ned i gear, inden det for alvor går løs næste uge med regnskaber fra 168 af de 500 aktier i S&P 500.

TESLA VIGER LIDT FRA TINDERNE

Elbilproducenten Tesla stiger fredag med 1,4 pct. og kan dermed fortsætte sin fremgang, efter at aktien torsdag blev belønnet for sit regnskab for tredje kvartal med et plus på 21,9 pct.

Regnskabet bød trods en let skuffende omsætning på et overskud over forventning og stærke forudsigelser om udviklingen i 2025.

Her er det forventningen, at mere prisvenlige bilmodeller skal sikre en vækst i omegnen af 20-30 pct., fortalte topchef Elon Musk i en onlinepræsentation efter regnskabet.

APPLE FÅR SJÆLDEN NEGATIV ANBEFALING

Teknologigiganten Apple har også kurs mod en negativ start fredag, efter at iPhone-producenten har fået en sjælden negativ anbefaling.

Det er børshuset Keybanc, der har sænket anbefalingen til "undervægt" fra "sektorvægt" med et kursmål på 200 dollar. Dermed har Apple nu tre negative anbefalinger ud af i alt 60, viser data fra Bloomberg News.

Den negative anbefaling begrundes med, at forventningerne til et storstilet comeback for Apples vækst er overdrevne.

Fredag kan det videre konstateres, at Apples salg i Kina faldt med 0,3 pct. i tredje kvartal.

Alligevel stiger aktien 0,3 pct.

COLGATE SKUFFER MED FORVENTNINGERNE

Det amerikanske forbrugervarekonglomerat Colgate-Palmolive har fredag fremlagt tal for tredje kvartal over markedets forventninger, mens et løft af prognosen for resten af året ikke helt kan følge med konsensus.

Selskabet, der blandt andet laver tandpasta og håndsæbe, realiserede i tredje kvartal et overskud per aktie på 91 cent mod vent 88 cent, og også omsætningen var højere, end analytikerne havde regnet sig frem til.

Forventningerne til den organiske vækst i 2024 er blevet hævet til 7-8 pct. fra 6-8 pct. Der skulle dog mere til at imponere analytikerne, der havde regnet med 7,82 pct., mens midtpunktet for de nye forventninger er en vækst på 7,5 pct.

Aktien falder 2,5 pct.

SPIRIT OG WESTERN DIGITAL TIL VEJRS

Noget lysere ser det ud hos chipproducenten Western Digital, der sent torsdag gjorde status for sit forskudte første kvartal.

Selv om omsætningen var en spids under forventning, var det justerede resultat per aktie på 1,78 dollar over analytikerkonsensus på 1,72 dollar.

Samtidig har Western Digital fremlagt forventninger til andet kvartal. Selv om midtpunktet for forventningerne ikke helt kan følge med forventningerne hos analytikerne, er reaktionen entydigt positiv med et plus på 9,0 pct.

Luftfartsselskabet Spirit Airlines er også kommet godt fra start fredag, efter at selskabet har indgået en aftale om salg af i alt 23 fly til GA Telesis.

I alt modtager Spirit 519 mio. dollar for sine A320 og A321-fly, oplyser selskabet.

Aktien stiger knap 27 pct.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

06:36 Japansk inflation stiger fortsat i langt højere tempo end centralbankens mål
06:32 Asien: Investorerne sværmer om Hongkong-aktierne
06:32 Valuta: Dollargevinsten fra Trump-effekten fordampet
06:32 USA/T-bond: Lange rente faldt efter skuffende nyheder
06:32 USA/lukning: Walmart-skuffelse trak aktier ned - men Nvidia, Apple, Microsoft steg
06:30 Kalender med link - fredag den 21. februar
17:54 Europa/lukning: Carrefour blev ekspederet mod udgangen efter trist prognose i rødt marked
17:18 Torsdagens obligationer: Renten faldt let på dag med taler og vigende nøgletal
17:14 ISS belønnet med tredjestørste stigning nogensinde oven på stærkt årsregnskab
17:05 Torsdagens aktier: ISS i tredjestørste stigning nogensinde mens Cbrain blev straffet
16:22 Europæisk forbrugertillid voksede mere end ventet
15:45 Amazon køber rettigheder til James Bond
15:41 USA/åbning: Amerikanske aktier dykker fra rekord - Walmart og Palantir sendes ned
14:25 Genmab får godkendt kræfthåb til endnu en lymfekræftform i Japan
14:22 USA/tendens: Amerikanske aktier bakker minimalt fra rekord efter ny usikkerhed
14:07 Rovsing er ramt af forsinkelser hos kunder: Overvejer salg af nye aktier
13:10 Amerikansk detailkæmpe skuffer med prognosen: Aktien sendes kraftigt ned
13:05 Europa/aktier: Carrefour ekspederes mod udgangen efter trist prognose - ISS trækker op
12:36 Carrefour slås tilbage til 2020 efter "trist" prognose for 2025
12:25 Obligationer/middag: Renter handler sidelæns før tillidstal og flere taler