USA/Økonomer: Længste jobopsving i historien er brudt af coronavirus

Udgivet den 03-04-2020  |  kl. 14:55  |  

Den amerikanske jobrapport for marts har sat et brat stop for det længste jobopsving i amerikansk historie med 113 måneder i træk med positiv beskæftigelsesvækst.

Det skriver flere iagttagere fredag, efter at den amerikanske jobrapport har vist, at beskæftigelsen uden for landbruget faldt med hele 701.000 personer i marts.

Det var dermed meget værre end ventet, da der blandt økonomerne var forudset et fald på 100.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

- Kongetallet viser det, vi godt vidste i forvejen. Det længste jobopsving i USA's historie er med 300 kilometer i timen braget ind i den stejleste mur siden 30'ernes verdenskrise, siger Dansk Byggeris cheføkonom, Bo Sandberg, i en kommentar.

På samme tid er det dog vigtigt at understrege, at jobrapporten for marts er forældet, lyder det fra Danske Banks senioranalytiker Mikael Olai Milhøj.

- Vi ved, at antallet af nye anmodninger om ledighedsunderstøttelse er steget med svimlende 10 mio. på kun to uger, hvilket marts-rapporten ikke reflekterer. Årsagen er af teknisk karakter, forklarer han i en skriftlig kommentar.

Dataindsamlingen til jobrapporten sluttede 12. marts, og det er først efter den dato, at coronaeffekterne for alvor har ramt USA.

- Det betyder også, at april-jobrapporten kommer til at blive en meget trist rapport. Baseret på tallene for anmodningen om ledighedsunderstøttelse, kommer jobrapporten for april til at vise et fald i beskæftigelsen på i hvert fald 10 mio., men desværre realistisk en hel del mere.

- Ledighedsprocenten kan desværre nok også vise sig at have bevæget sig på den forkerte side af 15 pct., vurderer Mikael Olai Milhøj, der tilføjer, at rapporten ikke efterlader nogen tvivl om, at vi befinder os i midten af en "ekstremt dyb recession".

Cheføkonom Bo Sandberg fortæller, at det særligt var service- og oplevelsesøkonomien, som led i marts.

Han påpeger samtidig, at den amerikanske regering står over for et kæmpe arbejde, når coronaviruspandemien er kommet under kontrol.

- Selv når vi kommer længere hen i forløbet, vil både præsidenten, centralbanken, Kongressen og andre aktører til efteråret erfare smerteligt, at det er ti gange lettere at lukke end økonomi ned end at åbne den igen, siger Bo Sandberg.

Samlet steg arbejdsløsheden til 4,4 pct. fra 3,5 pct. Økonomerne havde ventet en stigning i arbejdsløsheden til 3,8 pct.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  macro❯  USA❯ 

Relaterede nyheder