USA: Beige Book peger på "afmålt vækst"
Den amerikanske økonomi voksede i et "afmålt tempo" i de seneste uger i takt med, at fremgangen i forbrugernes efterspørgsel og fremgang i boligmarkedet blev dæmpet af en afmatning i fremstillingssektoren og af eftervirkningen af superstormen Sandy. Det er konklusionen fra den amerikanske centralbank Federal Reserve i den månedlige Beige Book undersøgelse.
Rapporten indikerer, at det næppe kommer til en reduktion af de månedlige obligationsopkøb, som er en del af Fed politik for at få mere gang i den økonomiske vækst, når centralbankens pengepolitiske komite - FOMC - mødes næste gang.
Det styrker samtidig Fed-formand Ben Bernankes synspunkt om, at en aftale om at nedbringe det langsigtede føderale budgetunderskud uden at det kommer til skattestigninger og udgiftsreduktioner, vil fjerne en stopklods for væksten.
- Markedet er prisgivet den finanspolitiske afgrund, indtil vi får en form for aftale i stand, siger investeringsstrateg Liz Ann Sonders fra Charles Schwab i New York.
Netop forhandlingerne om den finanspolitiske afgrund har været genstand for advarsler fra Ben Bernanke. Og da amerikanske politikere tidligere blot har udskudt problemet gennem midlertidige aftaler, er der en udbredt skepsis, om der bliver fundet en løsning inden udløbet af budgetrammerne og skatteaftalerne automatisk træder i kraft ved udgangen af året.
Federal Reserves Beige Book er baseret på rapporter fra de 12 centralbank-distrikter i USA.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk