USA: FOMC-møde netop startet - renteændring usandsynlig

Udgivet den 16-12-1997  |  kl. 15:03  |  

Washington--16.december--NetPosten--Den amerikanske centralbank har netop påbegyndt sit sidste pengepolitiske møde i år, men sandsynligheden for en renteændring på dette tidspunkt er meget ringe i lyset af den nylige økonomiske uro i Asien.

Federal Reserve's pengepolitiske komité FOMC startede mødet kl. 1500 og vil annoncere en potentiel renteændring kl. 2015 i aften.

De sydøstasiatiske økonomier, specielt Japan og Sydkorea, har været ramt af valuta- og bankproblemer og sørget for turbulente tider på verdens finansmarkeder, hvilket nok vil afholde FOMC fra at røre ved de amerikanske renter i dag, selv om den fundamentale amerikanske økonomi fortsætter med at vise tegn på styrke, som f.eks. set i beskæftigelsesstigningen på 404000 i november og den laveste arbejdsløshedsrate i over 25 år.

Federal Reserve's guvernør Alan Greenspan's topprioritet for øjeblikket er krisen i Asien, og det illustreres meget godt ved, at han senere i dag skal afholde møde med præsident Clinton, finansminister Rubin og Tysklands finansminister Waigel om krisen. Den amerikanske økonomi kommer i anden række. Men samtidig kan man argumentere for, at krisen i Sydøstasien vil dæmpe den globale vækst i den kommende tid, og ikke mindst den amerikanske, og da inflationen samtidig er under kontrol i USA, er der måske i virkeligheden heller ikke brug for nogen renteforhøjelser på dette tidspunkt.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder