USA overhaler Tyskland som Danmarks største eksportmarked

Udgivet den 11-11-2019  |  kl. 12:05  |  

USA er for første gang blevet det største eksportmarked for Danmark. Det afslører mandagens eksporttal fra Danmarks Statistik, skriver Dansk Industri i en kommentar.

I de første tre kvartaler af i år har USA købt danske varer og tjenester for 119,21 mia. kr. Dermed har amerikanerne overhalet Tyskland, der gennem lang tid har været den største aftager af danske varer.

I de første ni måneder af året har eksporten til Tyskland været 119,19 mia. kr., viser tallene fra Danmarks Statistik.

- USA er Danmarks største eksportmarked for første gang i historien. Vi har været vant til, at Tyskland har været Danmarks absolut største eksportmarked, men efter de første ni måneder af 2019 bliver tyskerne nu henvist til andenpladsen, siger Allan Sørensen, der er chefanalytiker hos Dansk Industri, i en kommentar.

Baggrunden er en kraftig vækst i eksporten til USA over de seneste år, hvor de danske virksomheder har øget salget hen over Atlanten med mere end 20 pct., skriver Dansk Industri.

En af de store årsager er blandt andet medicinalindustrien, hvor et selskab som Novo Nordisk eksempelvis har haft stor vækst i USA gennem mange år.

- Medicinalindustrien har utrolig godt fat i det amerikanske marked og er en væsentlig årsag til den danske eksportsucces i USA, siger Allan Sørensen.

Derudover har den rapporterede eksport til USA også været hjulpet af, at den amerikanske dollar er blevet styrket pænt i år, hvilket har løftet afregningskursen for de danske selskaber.

På den anden side har den tyske økonomi også været ramt af flere ting i løbet af i år, og det har betydet, at eksporten til Tyskland samlet set er faldet med 1,8 mia. kr. i perioden fra januar til og med september.

Eksporten til USA er i samme periode steget med mere end 20 mia. kr.

- Tysk økonomi er udfordret af utrolig lav vækst og faldende industriproduktion. Vi har mange underleverancer til tysk erhvervsliv, og den faldende produktion har desværre ramt nogle af de danske underleverandører, siger Allan Sørensen.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  macro❯  Danmark❯  Tyskland❯  USA❯ 

Relaterede nyheder