USA: Svagt nøgletal stoppede tre dages aktiestigning
Tre dages aktierally på Wall Street blev brat standset, da ISM-serviceindekset viste et uventet fald i november. Aktierne blev især sendt ned i den sidste handelstime.
S&P 500 faldt 0,8 pct. til 1099,92, Dow Jones svækkedes 0,8 pct. til 10366,15, og det teknologitunge Nasdaq Composite sev 0,5 pct. til 2173,14.
Dermed lykkedes det ikke S&P 500 at lukke over den vigtige modstand i 1115-niveauet.
Det var ISM-indekset for servicesektoren, der ødelagde festen, idet indekset faldt til 48,7 i sidste måned. Det var svagere end ventet og samtidig under 50-niveauet, som indikerer vækst.
Bank of America steg 3,4 pct. på baggrund af bankens planer om at tilbagebetale 45 mia. USD, den har lånt af regeringen.