USA: Trump anklager Rusland og Kina for valutadevaluering

Udgivet den 16-04-2018  |  kl. 16:22  |  

Den amerikanske præsident, Donald Trump, langer ud efter både Rusland og Kina på det sociale medie Twitter, hvor han i et tweet anklager de to lande for at devaluere deres valuta.

- Rusland og Kina spiller valutadevaluerings-spillet, mens USA fortsat hæver renterne. Ikke acceptabelt, skriver præsidenten mandag eftermiddag dansk tid.

Hvis et land devaluerer, holder det sin valuta kunstigt lav. Det betyder samtidig, at eksporten bliver mere konkurrencedygtig. Den modsatte virkning har de amerikanske renteforhøjelser, der generelt set vil kunne styrken dollar, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Mikael Olai Milhøj, der er senioranalytiker hos Danske Bank, er det underforstået i præsidentens tweets, at han mener, at Kina og Rusland snyder på vægtskålen i handelspolitikken, og at det skader de amerikanske virksomheder.

Danske Banks analytiker vurderer ikke, at Kina holder valutaen kunstigt svag for at opnå en konkurrencefordel.

- Samme konklusion kom det amerikanske finansministerium frem til i deres seneste valutarapport, hvor ingen af USA's primære handelspartnere blev erklæret for valutamanipulatorer.

- Det er derfor lidt et pudsigt tweet fra Trump, men skal nok ses i lyset af Trumps generelle pres på Kina i forhold til at åbne deres økonomi. Vi tror nu heller ikke, at Kina har tænkt sig at benytte af valutavåbnet i en eventuel optrapning af konflikten, vurderer Mikal Olai Milhøj i en kommentar.

FRYGT FOR HANDELSKONFLIKT

Meldingen fra Donald Trump kommer, efter at der i løbet af de seneste uger har været en frygt for, at uoverensstemmelser mellem Kina og USA ville udvikle sig til en handelskrig.

Konflikten startede, da den amerikanske præsident i marts meddelte, at han ville indføre toldsatser på stål og aluminium fra Kina og en række andre lande. Kina svarede igen med at varsle, at landet ville indføre told på over 120 amerikanske produkter.

Det fik siden Trump til at præsentere en liste over 1300 produkter fra Kina, der vil blive pålagt en straftold på 25 procent svarende til cirka 50 milliarder dollar. Efterfølgende skød Kina tilbage ved at varsle told på over 100 produkter fra USA for et tilsvarende beløb.

Donald Trump har gentagne gange kritiseret ubalancen i samhandlen med Kina og den kinesiske regering for ikke at være god nok til at reducere handelsoverskuddet over for USA, skriver Bloomberg News.

Hos Danske Bank vurderer Mikal Olai Milhøj, at hovedscenariet fortsat er, at Kina og USA vil finde en løsning på handelskonflikten, da en reel handelskrig vil skade begge landes økonomi. En løsning kan dog være et stykke ude i fremtiden.

- Under alle omstændigheder kommer usikkerheden til at vare et godt stykke tid endnu, da handelskrigen er langsomt udkæmpet.

- Amerikanske virksomheder har blandt andet mulighed for at indgive høringssvar på de allerede annoncerede varegrupper, som bliver ramt af Trumps told, ligesom vi stadig venter på, hvordan finansminister Mnuchin har tænkt sig at begrænse Kinas tyveri af amerikanske immaterielle rettigheder, skriver han i analysen.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  USA❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
1,69%
 
19/10/18

 
1,48%
 
19/10/18

 
1,04%
 
19/10/18

 
-1,18%
 
19/10/18

 
-2,08%
 
19/10/18

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder