USA/aktier: Fed-bekymring trækker aktierne i rødt

Udgivet den 08-08-2013  |  kl. 07:02  |  

De amerikanske aktier faldt onsdag på grund af bekymring for, at Federal Reserve vil reducere bankens obligationsopkøb allerede i år i takt med, at USAs økonomiske vækst tager fart.

Dow Jones Industrial Average sluttede med et fald på 0,31 pct. til 15470,67, mens det bredere S&P 500-indeks endte med et fald på 0,38 pct. og sluttede i niveauet 1690,91. Teknologiaktierne i Nasdaq-indekset endte med et minus på på 0,32 pct. til 3654,01.

Onsdag talte chefen for Federal Reserves afdeling i Cleveland, Sandra Pianalto. Hun berettede om en meningsfyldt forbedring på arbejdsmarkedet og om, at en reduktion i de kvantitative lempelser er berettiget, hvis den fortsætter. Den amerikanske jobrapport viste fredag, at landets arbejdsløshed var er faldet til 7,4 pct., på trods af, at der er skabt færre jobs end ventet.

- De økonomiske data kommer ind og er en smule bedre end ventet, og derfor tror jeg, at markedet er bekymret for, om det giver Fed anledning til at begynde reduktionen i september, siger Mike Binger, portføljemanager hos Gradient Investments, til Bloomberg News.

Federal Reserve holder rentemøde 18. september, og der er spekulation om, hvorvidt den amerikanske centralbank vil annoncere en reduktion ved dette møde.

På selskabsfronten faldt Bank of America 0,8 pct. til 14,53 dollar, da banken blev sigtet af de amerikanske myndigheder for at have vildledt investorer ved et salg af obligationer i med sikkerhed i realkredit i 2007 og 2008.

Disney faldt 1,7 pct. til 65,91 dollar på grund af et skuffende regnskab.

Den største stigning stod Computer Sciences Corp. for, da aktien steg 8,5 pct. til 54,20 dollar efter annonceringen af en indtjeningsprognose, der var bedre end ventet. Internetselskabet AOL steg 1,4 pct. til 36,69 dollar efter at have indvilget i at købe Adap.tv for 405 mio. dollar.

Syv ud af ti sektorer i S&P 500-indekset faldt, anført af den finansielle sektor og forbrugssektoren, der begge faldt 0,8 pct. I alt faldt 364 aktier, mens 134 aktier steg. Blot to var uændrede.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk