USA/aktier: Industri, it og finans ramt af handelsuro og svage data
Efter en lang weekend med fejringen af labor day faldt de amerikanske aktier tirsdag på fornyet bekymring om handelskrigen, den økonomiske vækst og brexit.
Især en skuffende læsning af aktiviteten i fremstillingsindustrien trak i minus, da det skabte nervøsitet omkring den amerikanske økonomi.
Dow Jones-indekset mistede mest med et minus på 1,1 pct. Dernæst fulgte Nasdaq med en tilbagegang på 1,1 pct., mens det brede S&P 500 tabte 0,7 pct.
FREMSTILLING I TILBAGEGANG
Blandt flere nøgletal tirsdag bed investorerne især mærke i de amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i fremstillingsindustrien, ISM, som i august endte lavere end ventet, da det faldt til 49,1 fra 51,2 i måneden før. Det er indeksets laveste niveau siden januar 2016, og et tal under 50 indikerer en sammentrækning i sektoren.
- I dag er de amerikanske nøgletal ikke gode. Men måske alligevel som forventet. Det er overraskende, hvor længe USA's data har kunnet stå imod, kommenter seniorstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen,
Samtidig var seneste nyt fra handelskrigen mellem Kina og USA ikke opløftende. Bloomberg News kunne mandag med baggrund i unavngivne kilder fortælle, at de to parter ikke kan blive enige om hverken dato eller agenda for et ellers aftalt forhandlingsmøde i september. Tirsdag beskyldte den kinesiske tele- og teknologikæmpe Huawei, som USA sortlistede i maj, desuden den amerikanske regering for cyberangreb.
"KINAS FORSYNINGSKÆDE VIL SMULDRE"
Alt i mens havde USA's præsident Donald Trump igen tirsdag fingeren på Twitterknappen og slog fast, at USA klarer sig godt i forhandlingerne med Kina, og han advarede atter om, at han vil være meget sværere at forhandle med, hvis landet venter til efter et præsidentvalg.
- I mellemtiden vil Kinas forsyningskæde smuldre, og virksomheder, arbejdspladser og penge vil forsvinde!, skrev Trump.
CHIPAKTIER RAMT
På sektorniveau var det de defensive af slagsen, som klarede sig bedst. Fast ejendom og forsyning, som begge nyder godt af lavere renter, steg med 1,8 og 1,3 pct., mens dagligvarer også vandt frem med 0,5 pct. Ellers var alle andre i rødt. Industriaktierne faldt omvendt mest med 1,4 pct., mens finans mistede 1,1 pct. på fornyet rentefald
It-sektoren bakkede også med 1,3 pct. Her var chipproducenterne særligt ramte med et minus på 1,7 pct. på uroen omkring Huawei. Med sortlistningen kan USA's chipproducenter ikke levere til Huaweis produkter.
- Det er ikke hele markedet, som falder. Der er stadig sektorer, som stiger. Industri og finans skal selvfølgelig ned, mens bond-proxies kører op, forklarer Lars Skovgaard Andersen med henvisning til de svage ISM-tal.
APPLE OG MICROSOFT TRAK MEST NED
I S&P 500 trak Microsoft mest ned med et minus på 13 pct. Apple bidrog næsten lige så meget med et fald på 1,5 pct., selv om selskabets iPhones ikke blev ramt af weekendens nye told på kinesiske varer.
Amazon havde derimod som en af de få en positiv dag med et plus på 0,8 pct.
For bankernes vedkommende var der minusser til Bank of America og JPMorgan på henholdsvis 1,7 pct. og 1,2 pct. De har begge relativt store eksponeringer på indlånssiden, og derfor rammer rentefald hårdere.
Boeing mistede desuden 2,7 pct. Mandag skrev The Wall Street Journal, at ulykkesflyet 737 MAX formentlig først igen får flyvetilladelse til december.
BIOTEKHOP
Uden for S&P 500 steg biotekselskabet Abeona Therapeutics med 90,9 pct. Selskabet har indledt en "strategisk gennemgang", altså undersøger frasalg, og hyret finanshuset Jefferies som rådgiver i processen, der er indledt på baggrund af interesse fra tredjepart.
Ardelyx, et andet biotekselskab, vandt desuden 71,2 pct. Selskabet kom med positive resultater med lægemiddelkandidaten Tenapanor, der blandt andet bruges til behandling af irritabel tarmsyndrom (IBS).
Elektronikkæden Conn's gik også mod den generelle trend og steg med 18,3 pct. Begejstringen skyldtes et regnskab for andet kvartal, som var bedre end ventet.
/ritzau/FINANS
Tags: Market Close❯ Shares❯ USA❯