USA/aktier: Rekord gennem fire dage over pinsen
Som det var tilfældet over den danske Grundlovsdag, fortsatte det amerikanske aktiemarked rekordkursen hen over pinsen. Såvel fredag som mandag landede endnu to rekorder, hvilket bringer rekordrækken op på fire dage i træk, mens der har været ikke mindre end syv rekorder over de seneste otte handelsdage i det brede S&P 500 indeks.
Tirsdag morgen ser det dog ud til, at rekordrækken vil blive brudt senere på dagen. De amerikanske aktiefutures ligger med fald på 0,1 pct. i Asien
Fredag cementeredes den igangværende rekordkurs af stærke data fra det amerikanske arbejdsmarked, mens der mandag blev fulgt op på den positive underliggende handelstrend, med store efterspørgsel i især small cap-selskaberne, der har haltet noget efter de foregående dage.
- Markedet kan lide den stabile vækst i de økonomiske forbedringer. Svage data ville øge de økonomiske bekymringer for, at økonomien er ved at bremse op, mens en alt for stærk vækst ville give anledning til bekymring for, at Federal Reserve ville fremskynde de pengepolitiske stramninger og tidsplanen for dem. Vi ligger lige i smørhullet, siger chefinvestor Timothy Ghriskey fra Solaris Asset Management i New York til Bloomberg News.
S&P 500-indekset sluttede ugen med en samlet stigning på 1,3 pct. efter et plus fredag på 0,5 pct. Mandag blev det til et plus på 0,1 pct. til rekorden 1951,27.
De tunge aktier i Dow Jones Industrial Average fulgte trop med et plus fredag på 0,5 pct., mens mandag bød på en stigning på 0,1 pct. til rekorden 16.943,10.
Teknologiaktierne i Nasdaq-indekset var også i hopla med stigninger på henholdsvis 0,6 pct. fredag og 0,3 pct. mandag, hvor indekset sluttede dagen i 4336,24.
Blandt selskaberne var der et plus til Apple på 1,6 pct. til 93,70 dollar på den første handelsdag efter aktiesplittet fredag. Aktien blev opsplittet i forholdet en til syv. Fredag var slutkursen 645,57 dollar.
Fra farmaindustrien var der opkøb på dagsordenen, idet medicinalgiganten Merck købte biotekselskabet Idenix, der har primær fokus på behandling af hepatitis C. Prislappen lød på omkring 3,85 mia. dollar, hvilket sendte Idenix op med ikke mindre end 229 pct.
Tyson Foods annoncerede et bindende tilbud fødevarevirksomhed Hillshire på 7,7 mia. dollar. Hillshires aktie steg 5,4 pct., mens Tyson Foods mistede 6,5 pct.
Det konkurrerende bud fra Pilgrim Pride blev samtidig trukket tilbage, hvilket gav et kursfald i aktien på 6,7 pct.
Detailkæden Family Dollar steg 13 pct efter at storinvestor Carl Icahn og hans søsterselskaber købte 10,7 mio. aktier og optioner for omkring 265,8 mio. dollar. Det ny ejerskab kan presse på for drifts-ændringer og strategiske alternativer, samt potentielt give bestyrelsesposter.
Stigningen smittede af i konkurrenten Dollar General, der steg 7,4 pct. Investeringshuset Jefferies Group hævede anbefalingen på aktien til "køb" fra "hold", da Icahns køb af Family Dollar kan føre til en fusion med Dollar General, vurderedes det.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk