USA/aktier: Sænket af Broadcom - Handelskrig og Mellmøsten i fokus

Udgivet den 14-06-2019  |  kl. 22:07  |  

De amerikanske aktiemarkeder faldt fredag trods en kortvarig opblomstring sent i handelen. Stemningen var påvirket af en nedjustering fra Broadcom torsdag aften, da chipproducenten placerede skylden ved handelskrigens dør. Samtidig lagde spændingerne i Mellemøsten en dæmper på humøret.

Det brede S&P 500-indeks faldt 0,2 pct., men var på et tidspunkt i minus med 0,4 pct. og også kortvarigt i plus sidste på dagen, mens Dow Jones dalede 0,1 pct. Teknologitunge Nasdaq bakkede desuden 0,5 pct.

BROADCOMS NEDJUSTERING

Broadcom nedjusterede torsdag aften i forbindelse med sit regnskab for andet kvartal udsigterne for omsætningen i hele regnskabsåret med 2 mia. dollar til 22,5 mia. dollar. Ledelsen placerede entydigt skylden hos præsident Donald Trump og hans handelskrig.

- Vi ser for tiden en bredt baseret opbremsning i efterspørgselsmiljøet, som, vi mener, er drevet af geopolitiske usikkerheder, samt eksportrestriktioner hos en af vores største kunder, udtalte Hoick Tan, administrerende direktør, i regnskabsmeddelelse.

Kina udgør omtrent 50 pct. af Broadcoms marked, og netop Huawei, som USA har sat på sin sorte liste, er en af koncernens allerstørste kunder.

Broadcoms aktie faldt på den baggrund fredag 5,6 pct.

- Problemet er, at denne her teknologikrig rammer it-aktierne. Det er det, Broadcom taler om i sin nedjustering, og så får vi faldene, kommenterer Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

IRAN OG USA I ORDKRIG

Investorerne fokuserede samtidig på, at USA og Iran udveksler beskyldninger efter torsdagens angreb på to olietanker ud for Oman i Hormuzstrædet, hvilket skal lægges til en række andre usikkerheder omkring væksten, handelskrigen, brexit og Italiens gæld.

- Den senere tid har været præget af positionering snarere end, at rigtige penge er kommet ind eller ud. Det er et tyndt marked. Angrebene mod de to tankskibe i Mellemøsten skaber også usikkerhed, og ingen tør købe det her marked massivt, før vi er kommet henover G20-mødet, forklarer Danske Banks seniorstrateg med henvisning til mødet senere i juni i Japan.

Blandt sektorerne var det defensive forsyning, der klarede sig bedst i S&P 500-indekset fredag med et plus på 1,0 pct. Nummer to på listen var kommunikationsservice med plus 0,4 pct. I den anden ende lukkede it-aktierne leddet med et fald på 0,8 pct. Undergruppen af chipaktier faldt endnu dybere med et minus på 2,4 pct. efter Broadcoms melding.

CHIPAKTIERNE RAMT

Blandt de store aktier trak Cisco og Apple også i minus med fald på henholdsvis 2,5 og 0,7 pct. Derefter fulgte en række chipaktier med minusser til Texas Instruments på 3,5 pct., Nvidia på 2,4 pct., og Intel på 1,1 pct.

I kommunikationsservice steg Facebook med 2,2 pct., mens Disney tabte 0,1 pct. og trak sig fra sit rekordniveau torsdag, da et løftet kursmål fra Morgan Stanley, der fremhævede forventningerne til den kommende streamingtjeneste Disney+ og sendte aktien op med 4,4 pct.

Ikke unaturligt faldt konkurrenten Netflix derfor igen fredag med 1,1 pct. I samme sektor steg Comcast dog med 1,5 pct. til 42,31 dollar, da finanshuset Rosenblatt har løftet sin anbefaling af aktien til "køb" og sat et kursmål på 50 dollar for aktien.

I bunden af S&P 500 - lige under Broadcom - lå også F5 Networks. Aktien mistede 5,7 pct., da finanshuset Piper Jaffray fredag pegede på, at en konsolidering mellem konkurrenterne VMWare og Avi Networks vil medføre en hårdere konkurrence om markedsandele, skrev Bloomberg News.

WOOF OF WALL STREET

Fredag sagde investorerne også "giv pote" til en ny aktie. Det var Chewy, som gør sig inden for onlinesalg af blandt andet mad, legetøj og vitaminer til kæledyr. Aktien fik torsdag fastsat sin udbudskurs til 22 dollar, men steg fredag med markante 59,1 pct. til 34,99 dollar.

Finanshuset MKM Partners kalder Chewy for den nye "Woof of Wall Street".

- Investorer er absolut sultne efter en ren onlinehandler, der henvender sig eksklusivt til forbrugernes pelsede venner, lød kommentaren ifølge Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder