USA/Beige Book: Beskeden opgradering af økonomisk vurdering

Udgivet den 16-01-2014  |  kl. 07:04  |  

Den amerikanske centralbank - Federal Reserve - betegner den amerikanske vækst i december som "moderat" i det meste af landet. Det fremgår af Federal Reserves månedlige økonomiske temperatur-barometer, Beige Book, onsdag aften.

Væksten blev holdt oppe af øget forbrug i julehandlen, en forbedring på arbejdsmarkedet samt en højere aktivitet i fremstillingssektoren, vurderes det.

- Den økonomiske aktivitet fortsatte med at ekspandere på tværs af de fleste regioner og sektorer fra slutningen af ​​november til slutningen af ​​året, skriver centralbanken i konjunkturundersøgelse.

Ni af de 12 Federal Reserve-distrikter havde et væksttempo som betegnes som "moderat", hvilket er to mere end ved den forrige opgørelse fra starten af december. Samtidig faldt distrikter med "beskeden" vækst fra fire til to.

- De økonomiske udsigter er positive i de fleste distrikter, og nogle distrikter peger på forventningen om "mere af det samme", mens andre forventer en øget vækst, fremgår det.

De fleste distrikter rapporterede om højere detailomsætning, mens aktiviteten beskrives som "beskedent til moderat" højere og julehandlen "på niveau med, eller lidt højere end" i 2012.

"En beskeden opgradering" lyder det fra økonom Yelena Shulyatyeva fra BNP Paribas SA i New York ifølge Bloomberg News.

Beige Book er en del af grundlaget for de beslutninger, som tages i centralbankens pengepolitiske komite - Federal Open Market Committee. Onsdagens vurdering af økonomiens tilstand kommer to uger før FOMC-mødet den 28.-29. januar, hvor en eventuel yderligere reduktion af Federal Reserves månedlige obligationsopkøb står på programmet. Udvalget startede i sidste måned reduktionerne af obligationsopkøbene til 75 mia. dollar fra 85 mia. dollar og vedtog samtidig en strategi for yderligere gradvise reduktioner.

Rapporten tegner et billede af en økonomi med stabil vækst i fremstillingsindustrien i forhold til året før i alle 12 distrikter, og 11 af distrikterne rapporterede om "både stigende omsætning og optimistisk forventninger".

Beskæftigelsen var "stabil" og til tider præget af "hurtig vækst", og der var kun få meldinger om personalenedskæringer eller fabrikslukninger. Generelt ventede virksomhederne yderligere vækst.

Flere distrikter noterede en stigende aktivitet i luftfarts-, automobil- og byggemateriale-industrien. Boston, Chicago og San Francisco meldte om "exceptionel styrke i den kommercielle luftfart drevet af rekordefterslæb hos større fly-producenter". Fire distrikter rapporteret om aktivitet over gennemsnittet i autobranchen. Og fra Cleveland blev der oplyst om fuld eller næsten fuld kapacitet på bilfabrikkerne.

Markedet for fast ejendom fortsatte med at forbedres i de fleste regioner, der rapporterede om "øget boligsalgs- og byggeaktivitet samt stigende huspriser". For erhvervsejendomme var aktiviteten "positiv" og byggeriet generelt stigende, og otte distrikter meldte om stigninger i de kommercielle salgs- og leasingaktiviteter.

På arbejdsmarkedet havde otte af de 12 distrikter "opadgående pres i lønningerne", der dog blev beskrevet som "små til moderate". De otte distrikter meldte om stigninger i ansættelserne, og fra Richmond blev der meldt om "talrige rapporter om stærk efterspørgsel efter arbejdskraft".

I New York havde det barske vintervejr reduceret privatforbruget, mens Philadelphia-, Cleveland- og Chicago-regionerne til gengæld meldte om et "godt salg af vinter-gear". Fra Minneapolis blev det kolde vejr også budt velkommen, da turistsæsonen fik "en solid start på grund af snevejr".

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk