USA/Danske Bank: Udsigt til kedeligere rentemøde end normalt

Udgivet den 10-12-2019  |  kl. 11:25  |  

Onsdag afslutter den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sit todages lange møde, og det ventes at blive lidt kedeligere end ved tidligere tilfælde i år.

Det vurderer senioranalytiker Mikael Olai Milhøj fra Danske Bank.

- Siden den seneste rentenedsættelse i oktober har de fleste komitémedlemmer gjort det klart, at de mener, at den nuværende pengepolitik er passende, og at de gerne vil se, hvordan tingene udfolder sig, inden de foretager sig yderligere, skriver han i en kommentar.

Ingen af 91 adspurgte analytikere, som Bloomberg News har fået forventningerne fra, venter en rentenedsættelse.

Danske Banks senioranalytiker ser også tegn på, at bunden er ved at være nået i den globale vækstafmatning, og de politiske risici synes aftaget.

Også recessionsfrygten fra i sommer er blevet mindre - ikke mindst drevet af nogle stærke amerikanske jobrapporter de seneste måneder.

Danske Bank-analytikeren tror, at investorerne og økonomerne vil holde en del øje med det såkaldte "dot plot".

"Dot plot" er en graf, der illustrerer de individuelle komitémedlemmers vurdering af, hvor den pengepolitiske rente er på vej hen.

- Alene fordi den amerikanske centralbank har sat renten mere ned, end hvad de troede tilbage i september, så vil rentesignalet falde, men vi tror ikke, at et flertal af komitémedlemmerne vil signalere, at flere rentenedsættelser vil være på vej til næste år, skriver Mikael Olai Milhøj.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  USA❯ 

Relaterede nyheder