USA/lukning: Aktiefest på håb om blød landing og lavere renter - Nvidia i front

Udgivet den 14-08-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier hoppede tirsdag kraftigt op, da en måling af prisstigningstakten i fremstillingsindustrien skabte øget håb om en blød landing af den amerikanske økonomi.

Producentpriserne steg lidt mindre end ventet i juli, hvilket bekræfter, at inflationen i USA er aftagende, og at der snart kan komme rentesænkninger.

Samtidig var tallet, en stigning på 2,2 pct. på årsbasis mod spåede 2,3 pct., ikke så lavt, at det skaber frygt for en recession.

Målingen fik også markedsrenterne til at sætte sig, ligesom væddemålene på antallet af rentesænkninger i år blev øget, og det løftede de teknologitunge sektorer op, især chipaktierne.

Det brede S&P 500-indeks steg med 1,7 pct., mens Dow Jones gik frem med 1,0 pct., og Nasdaq klarede sig allerbedst med et plus på hele 2,4 pct.

Onsdag morgen er stemningen dog mere afdæmpet, og futures for de tre ledende indeks ligger så godt som uændret.

- Startbanen er fri til, at Federal Reserve kan sænke renten til september, siger Jamie Cox, partner hos Harris Financial Group, til Bloomberg News.

- Hvis data bliver ved på denne måde, vil Federal Reserve have masser af rum til at sænke renterne senere i år.

Handelen med rentefutures indregnede tirsdag nu et sted mellem halvanden og to rentesænkninger af 0,25 pct.point til september, mens buddet i markedet samtidig var mere end fire nedsættelser til 4,25 pct. inden nytår. Lige nu ligger renten i 5,25-5,50 pct.

NVIDIA I FRONT

I S&P 500 var det ligesom mandag it-aktierne, der trak mest for med et plus på hele 3,0 pct. Her var der en stor stigning til chipkæmpen Nvidia på 6,5 pct., ligesom andre store halvledernavne som Broadcom, AMD, Applied Materials, KLA, Qualcomm, Texas Instruments og Intel vandt 2,7-5,7 pct. Samlet steg chipaktierne i hovedindekset med 5,5 pct. tirsdag.

Nvidia er trods store stigninger både mandag og tirsdag stadig omtrent 15 pct. fra sin rekord fra juni, da aktien også ganske kortvarigt var verdens mest værdifulde. Efter tilbagefaldet er investorerne imidlertid igen begyndt at se frem mod endnu et muligt stærkt kvartalsregnskab den 28. august.

Inden for it var der også et løft til Apple på 1,7 pct. Microsoft steg desuden 1,8 pct., mens softwarekonkurrenter som Intuit, Salesforce og Servicenow blev løftet 1,5-2,9 pct.

Der var samtidig fremgang i de to andre teknologitunge sektorer, cyklisk forbrug og kommunikationsservice, som vandt 2,4 og 1,5 pct. Her var der løft til Tesla på 5,2 pct., mens Amazon gik 2,1 pct. frem, ligesom Alphabet gik op med 1,2 pct., og Meta Platforms noterede sig en fremgang på 2,4 pct.

NY ESPRESSO-CHEF

I cyklisk forbrug stak en anden historie dog også ud. Starbucks har nemlig lokket Chipotles succesfulde topchef, Brian Niccol, over som direktør. Kaffekæden blev på den baggrund belønnet med et plus på 24,5 pct., mens Chipotle led med et tungt minus på 7,5 pct.

I samme sektor sænkede byggemarkedskæden Home Depot sine forventninger til salget i 2024 efter en skuffende udvikling i andet kvartal. Aktien steg dog alligevel med 1,2 pct., da indtjeningen i den forgangne periode faktisk var bedre end ventet.

Tirsdag var der også fremgang til sundhed på 1,2 pct. Her trak Novo-konkurrenten Eli Lilly, som i sidste uge imponerede med sit kvartalsregnskab, op med 2,7 pct.

Der var desuden fokus på medicoselskabet Baxter, som har solgt sin forretning inden for behandling af nyrelidelser til investeringsfonden Carlyle for 3,8 mia. dollar. Det lyder måske af meget, men markedet havde ventet mere, og Baxters aktie satte sig derfor 6,6 pct.

Uden for hovedindekset faldt et andet medicoselskab, Illumina, også med 3,9 pct., da nye finansielle mål for salgs- og indtjeningsvæksten i 2027 ikke overvældede investorerne.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:47 Europa/lukning: Danske Rockwool sendt til bunds i rødt Europa
17:38 Rockwool har besluttet at bygge en ny produktionslinje i USA
17:04 Onsdagens aktier: Rockwool mast flad efter regnskab på dag med grønne aktier i top
17:01 Rockwool i største fald siden februar 2023 efter regnskabsskuffelse
17:00 Onsdagens obligationer: Renten endte uændret efter forventeligt nyt om inflationen i USA
16:05 Amerikansk kerneinflation steg helt som ventet i oktober
15:39 USA/åbning: Dow Jones fortsætter rekordridt på dag med slag til computeraktier
15:11 DFDS bekræfter bud på færgefart til britisk kanalø
14:06 Tørlastindekset Baltic Dry falder med 4,6 pct.
14:04 Børshus: Rockwool kan blive mødt med mindre estimatændringer efter skuffende regnskab
14:01 Investeringsøkonom om Rockwool-dyk: Investorerne har været vant til overpræstationer
13:58 ALK-Abelló får offentliggjort vigtigt fase 3-studie i The Lancet
13:34 USA/tendens: Trist optakt til forlænget weekend i sigte - Dell, HP og Crowdstrike i fald
12:59 Europa/aktier: Bilaktier bakker på Trump-told på dag med generel trist stemning
12:57 Rockwool OVERBLIK Q3: Skuffer på både omsætning og indtjening
12:19 Rockwools regioner bidrager alle til vækst - dog mindre end ventet
12:04 Just Eat dropper notering i London
12:01 Fransk energiselskab sætter amerikansk havprojekt på pause efter Trump-sejr
12:00 Aktier/middag: Fremgang til Ørsted og Vestas mens rederierne presses i ellers tamt C25
11:42 WSA ser rum til forbedring af indtjening: Bedre priser og stor vækst skal sikre fremgang