USA/lukning: Beskedent kursfald - trukket ned af Nvidia, Amazon og Apple

Udgivet den 05-09-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier var flere gange onsdag både i minus og i plus, men endte handelen med et beskedent kursfald.

Torsdag morgen ser det fortsat lidt uldent ud. Futures indikerer kursfald i de tre store aktieindeks på 0,1-0,2 pct., når handlen åbner i New York torsdag eftermiddag.

Udviklingen blev tegnet af et mindre comeback til nogle af tirsdagens store tabere, da markedet faldt 2,1 pct., herunder flere af chipaktierne. Det gjaldt dog ikke de helt store navne, Apple, Amazon og Nvidia, og derfor endte det samlede billede med et minus.

Onsdag var der igen rentefald på menuen, da en opgørelse over ledige stillinger i den amerikanske økonomi i juli viste et uventet fald, og det understreger den senere tids indikationer på, at arbejdsmarkedet i USA svækkes.

Det baner vejen for flere rentesænkninger i USA, og markedet indregner nu godt fire af hver 0,25 pct.point inden januar. Med kun tre rentemøder tilbage i år ville det kræve mindst en dobbelt nedsættelse.

Det brede S&P 500-indeks faldt onsdag med 0,2 pct., men det var også tidligere både i plus og i minus med 0,4 pct. Nasdaq tabte også 0,3 pct., mens Dow Jones derimod steg 0,1 pct.

- Markederne er måske ikke så nervøse, som de var for en måned siden, men de søger stadig bekræftelse på, at økonomien ikke køler for meget af, siger Chris Larkin, investeringsdirektør hos E*trade, til Bloomberg News.

- Indtil nu har de ikke fået det i denne uge.

Måske kan sådan en bekræftelse komme fredag. Eller måske det modsatte. Der offentliggøres nemlig jobrapporten for august, hvor der ventes en stigning i antallet af nye jobs uden for landbruget og et fald i ledigheden.

Rapporten for juli viste i starten af august det modsatte billede og skabte frygt for en recession, og på en enkelt handelsdag, den 5. august, dykkede markedet 3,0 pct.

NVIDIA FALDT IGEN

I S&P 500 var det forsyning, der klarede sig bedst, løftet af den senere tids faldende renter, med et plus på 0,9 pct. Defensive dagligvarer steg også 0,5 pct.

Blandt vækstsektorerne var der omvendt et minus til it-aktierne på 0,4 pct. Det samme gjorde kommunikationsservice, mens cyklisk forbrug tabte 0,1 pct.

Værst gik det dog for energiaktierne, der på baggrund af de seneste ugers fald i olieprisen, mistede 1,4 pct., selv om Opec+ efter sigende nu genovervejer afviklingen af sine produktionsnedskæringer for at holde prisen oppe.

I hovedindekset trak Apple ned med et minus på 0,9 pct., mens Microsoft faldt 0,1 pct. Ligeledes inden for it mistede Nvidia 1,7 pct. og tyngede mest af alle i markedet.

Chipkæmpen smed i tirsdagens udsalg også 9,5 pct., men aktien lå allerede i tirsdagens eftermarked yderligere 2-3 pct. i minus efter en nyhed om, at det amerikanske justitsministerium nu optrapper en undersøgelse af, om selskabet har overtrådt konkurrencereglerne.

I chipsektoren var der imidlertid comeback til Advanced Micro Devices, der steg 2,9 pct., og til Broadcom, som vandt 0,9 pct.

FIK PRÆMIEN ONSDAG

I cyklisk forbrug vandt Tesla endnu mere frem med 4,2 pct. En opgørelse over produktionen af selskabets elbiler i Kina viste mandag, at der igen i august var fremgang. Det fik elilproducenten dog ikke nogen belønning for i tirsdagens udsalg, men onsdag blev der tilsyneladende afholdt præmieoverrækkelse.

I samme sektor tabte Amazon imidlertid 1,7 pct. I sundhed tabte Novo-konkurrenten Eli Lilly også 1,1 pct.

På nyhedsfronten var der onsdag fokus på lavpriskæden Dollar Tree, der smed hele 22,2 pct. efter et ganske skuffende andet kvartal og en nedjustering af både salgs- og indtjeningsprognosen for hele regnskabsåret 2024/25.

Der var også en hård medfart til Centene, der mistede 8,7 pct., fordi sygekassen nu forudser, at antallet af medlemmer i selskabets administration af den offentlige sygesikring Medicaid vil falde.

Den nyhed trak konkurrenten Molina med ned, da aktien også faldt 7,0 pct.

På nyhedsfronten erfarede Washington Post også, at præsident Joe Biden formelt vil blokere et salget af US Steel til Nippon Steel for 14,1 mia. dollar. Det sendte den amerikanske stålproducent i minus med 17,5 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

10:39 Amerikanerne kan ikke får nok af Pandora
10:26 Novos topchef om nyt vægttabshåb: Skiller sig ud som et af de bedste produkter derude
10:19 Demant-topchef ser naturlig vækstmodvind i første kvartal - vil vinde markedsandele efter
10:07 Topchef: Vestas' "storyline" begynder at hænge rigtigt godt sammen
10:02 Vestas sender stærke signaler om fremtiden - kun prognose skuffer
09:36 Novos topchef om Wegovy-salg i USA: Prognosen forudsætter væsentlig stigning
09:28 Lundbeck sigter efter vækst fra driften på 5-11 pct. i 2025 - opkøb gør indhug
09:24 Vestas genåbner pengesluserne til aktionærerne: "Afspejler selvtillid og gennemsigtighed"
09:19 Pandoras topchef holder fast i langsigtede mål trods lavere end ventet 2025-prognose
09:18 Aktier/åbning: Novo Nordisk stormer frem efter god afslutning på 2024
09:04 Novo og Zealand i store stigninger efter solide Novo-tal og investeringer
08:56 Novo kan gå frem efter regnskab: Jefferies ser dog plusset svinde ind over dagen
08:54 Sydbank-analytiker om Vestas-aktien: Vi kan få en helt speciel oplevelse i dag
08:49 Demant Q4 OVERBLIK: Omsætning lander som ventet mens ny prognose er inden for skiven
08:44 Novo Nordisk skruer igen op for investeringerne: 65 mia. kr. skal sikre udvidet kapacitet
08:43 Obligationer/åbning: Let vigende renter i tråd med global udvikling
08:42 Aktier/tendens: Novo Nordisk slog estimater på næsten alle parametre
07:27 Mærsks konkurrenter i Asien med pæn fremgang onsdag
07:03 Obligationer/tendens: Let vigende renter efter lette globale rentefald
07:03 Nissan trækker sig fra fusionsaftale med Honda