USA/lukning: Endnu en rekord til Dow Jones efter nyt lille plus på Wall Street
Dow Jones-indekset endte i rekord igen onsdag, hvor de amerikanske aktier steg marginalt endnu en gang.
Samme billede tegner der sig torsdag morgen. Futures for de tre store amerikanske aktieindeks indikerer stigninger på 0,1-0,2 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.
Fortsat faldende markedsrenter og lav volumen efter juleferien har været med til at sikre fremgangen - uden at udsvingene på noget tidspunkt har været store.
Også S&P 500-indekset nærmer sig nu rekordterræn. Det brede indeks steg onsdag med 0,1 pct. til 4781,62 og er dermed kun 0,3 pct. fra seneste rekord på 4796,56, der blev sat helt tilbage i starten af januar 2022.
Dow Jones-indekset steg med 0,3 pct. til rekorden 37.656,52. Dermed udbyggede det indeks sin rekord fra den 19. december yderligere.
Nasdaq-indekset steg desuden med 0,2 pct. til 15.099,18. Det teknologitunge indeks er et godt stykke fra sin rekord på 16.057,44, som blev nået den 19. november 2021 efter massive løft i teknologipapirerne oven på udbruddet af coronapandemien.
- Der er mangel på meningsfulde nyheder til at forstyrre markedets forudindtagede retning. Derfor - i fraværet af sådanne nyheder - er en betydelig ændring i handelstrenden også fraværende, siger Patrick O'Hare, der er analytiker hos Briefing.com, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det er fortsat klare forventninger i markedet om flere rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til næste år, som trækker fremgangen i markedet, der også omfatter statsobligationerne, hvis kurser igen steg onsdag - mens renterne altså dermed igen faldt.
APPLE FORTSAT RAMT AF SALGSFORBUD FOR URE
Blandt enkeltaktierne var der fokus til Apple onsdag.
Teknologikæmpen blev lige inden jul ramt af et salgsforbud af sit Apple Watch på grund af en patentstrid, men selskabet vandt onsdag retten til en pause i det forbud ved en domstol i Washington.
Afgørelsen, der er faldet ved en domstol i Washington onsdag, giver de amerikanske myndigheder indtil den 10. januar til at svare på Apples forespørgsel om en længere pause, der skal vare gennem hele behandlingen af Apples appel mod forbuddet, skriver Bloomberg News.
Salgsforbuddet er udløst af en patentstrid med Masimo Corporation, hvis patenter på at måle iltindholdet i brugernes blod skulle være blevet krænket i Apples smartwatches, mener International Trade Commission (ITC).
Apple steg onsdag 0,1 pct. til 193,19 dollar, mens Masimos aktie bakkede 5,6 pct. til 113,83 dollar.
TESLA TIL TOPS
Elbilproducenten Tesla er ved at forberede sig på at lancere en fornyet version af sin populære Model Y SUV fra fabrikken i Shanghai.
Derudover noterer finanshuset Wedbush sig ifølge Bloomberg News, at udviklingen i leveringerne for fjerde kvartal ser stærk ud.
Aktien steg onsdag med 1,9 pct. til 261,47 dollar efter et plus på 1,6 pct. tirsdag, hvor markedet i USA også var åbent.
Blandt de mindre navne var der store udsving i flere biotekselskaber onsdag.
Det gjaldt blandt andet Coherus Biosciences, som gik frem med 23,6 pct. til 2,69 dollar.
De amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration (FDA), har sagt god for Udenyca Onbody, der reducerer risikoen for infektioner efter kemoterapi.
Coherus oplyser, at produktet ventes at blive gjort tilgængeligt i starten af 2024.
Cytokinetics bragede samtidig op med 79,9 pct. til 82,21 dollar.
Det skete, efter at et studie med lægemiddelkandidaten Aficamten til behandling af kardiomyopati - eller sygdom i hjertemusklen - tog sig godt ud.
Fase 3-studiet viste en betydelig og statistisk signifikant bedring hos patienterne, oplyser selskabet ifølge Bloomberg News.
Iovance Biotherapeutics faldt omvendt med 19 pct. til 7,21 dollar, efter at FDA har sat et studie på pause på grund af risiko for alvorlige bivirkninger.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Close❯ Shares❯ USA❯ indblik❯