USA/lukning: Mindre fald efter canadisk renteløft - pres på teknologi

Udgivet den 08-06-2023  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier satte sig onsdag, da der igen var tale om en afkølingsdag efter de store kursstigninger torsdag og fredag i sidste uge.

Med til at lægge en dæmper på stemningen var imidlertid endnu en overraskende renteforhøjelse, som sendte markedsrenterne opad, hvilket lagde pres på årets ellers kraftigt stigende teknologiaktier.

Onsdag var det Bank of Canada, der løftede sin rente med 0,25 pct.point, selv om markedet havde ventet en uændret rente. Præcis det samme skete i Australien tirsdag.

Samlet set blev det set som et tegn på, at centralbankerne er mere høgeagtige i kampen mod inflationen, end investorerne havde indregnet.

Det brede S&P 500-indeks faldt med 0,4 pct., mens Dow Jones vandt 0,3 pct., og Nasdaq blev handles i minus med 1,3 pct.

Torsdag morgen ser der ud til at være flere fald i vente, hvis man skal tro handlen med futures, der indikerer fald på 0,1-0,3 pct. i de tre ledende indeks, når markedet åbner senere på dagen.

- En af de ting, jeg er bekymret for, er, at rentemarkedet blev lidt for optimistisk omkring centralbankernes mulighed for hurtigt at foretage forebyggende rentenedsættelser, siger Karen Ward, der er chefstrateg hos JPMorgan Asset Management, til Bloomberg News.

Investorerne har da også efterhånden bortregnet, at renten skal slutte året lavere end det nuværende niveau i 5,00-5,25 pct. Ganske vist peger handlen med rentefutures mod en nedsættelse i fjerde kvartal, men inden da også en forhøjelse af renten i juli.

TEKNOLOGI TRAK NED

I S&P 500-indekset var det de cykliske sektorer, som klarede sig bedst. I top lå energiaktierne, der også blev løftes af en stigning i olieprisen, med et plus på 2,7 pct.

Råvarer og materialer gik desuden frem med 1,2 pct., og industri vandt 1,6 pct., mens finans steg 0,3 pct.

I den anden ende faldt kommunikationsservice mest med 1,9 pct., mens it-aktierne dykkede 1,6 pct., og cyklisk forbrug mistede 0,9 pct.

I hovedindekset var det Microsoft, som tyngede mest med et minus på 3,1 pct., mens Amazon, Alphabet og Nvidia også bidrog til udviklingen med fald på 4,3 pct., 3,8 pct. og 3,1 pct. Apple satte sig ligeledes 0,8 pct.

Der var også røde tal ud for Visa og Mastercard med fald på henholdsvis 1,3 pct. og 2,3 pct., og inden for software var der tillige fald til Adobe og Intuit på 3,4 pct. og 5,8 pct.

Tesla blev derimod løftet med 1,5 pct. Elbilproducenten har opnået fuldt skattefradrag af sin Model 3 i USA, hvilket gør det mere attraktivt for amerikanerne at købe bilen. Det var niende handelsdag i streg med fremgang til Tesla.

I energisektoren steg Exxon Mobil og Chevron 2,2 pct. og 2,6 pct., mens Netflix vandt 0,1 pct., da investeringsbankerne JPMorgan Chase og Wells Fargo begge løftede deres kursmål for aktien.

HVER SIN VEJ I SOFTWARE

På regnskabsfronten kom der onsdag nyt fra Campbell Soup, der faldt 8,9 pct. på grund af en svag prognose og en udvikling i tredje kvartal, som var ringere end konkurrenterne.

Brown-Forman, producenten af Jack Daniel's, steg derimod 3,6 pct. efter sine tal for fjerde kvartal, der var bedre end ventet på både top- og bundlinjen.

Blandt de mindre navne vandt softwareudvikleren Yext frem med hele 38,4 pct., da selskabet opjusterede forventningerne, hvilket blandt andet finanshuset Roth MKM fulgte op på med en løftet anbefaling til "køb".

En anden softwareudvikler, Couchbase, faldt derimod 28,1 pct. efter et svagere salg i andet kvartal end ventet og efter en periode med større kursfremgang.

Der var onsdag også fokus på Manchester United, der blev løftet 2,9 pct. efter forlydender om et sidste og femte købstilbud fra Sheik Jassim fra Qatar.

Marvell Technology steg samtidig beskedne 0,3 pct., da Liberty Times i Taiwan erfarede, at Amazon har lagt en ordre på levering af chips til kunstig intelligens.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯