Ny udfordrer til DDF-princip

Udgivet den 24-02-2003  |  kl. 13:03  |  

Danske Dagblades Forening (DDF) kan sige goddag til en ny hjemmeside, der giver en oversigt over danske mediers overskrifter.

Medieoversigten på adressen www.mov.dk er netop gået i æteren over internettet.

Hjemmesiden giver mulighed for, at brugeren selv kan vælge, hvilke medier man ønsker at få opdaterede nyhedsoverskrifter fra.

Herefter får man overskrifter opdateret hvert tiende minut på hjemmesiden. Det sker helt automatisk uden nogen form for menneskelig arbejdskraft er involveret.

"Jeg har kigget på de juridiske aspekter, og jeg kan ikke se, at vi gør noget ulovligt, da vi ikke linker dybt til medlemmer af DDF," siger idemanden til den nye service, Martin Pedersen, til Mediawatch.

Det Link, der er tilknyttet overskrifterne som DDF-medlemmer står for, fører kun tilbage til forsiden hos det enkelte medie.

"Jeg udviklede faktisk siden, fordi jeg selv manglede den service. Jeg har bestemt ikke gjort det for at gøre nogen sure," forklarer Martin Pedersen, der er direktør i sin egen virksomhed, Netomia, der udvikler webløsninger.

Virksomheden er rent fysisk placeret i Bryrup i Jylland og har kun nogle få mennesker ansat.

Martin Pedersen har ikke markedsført siden, men har sendt et tip ud til forskellige via nyhedsgrupper på internettet. Han har fulgt med i hele debatten og fogedsagerne, som DDF har været bannerfører til at få gennemført.

"Jeg har allerede fået mange positive tilbagemeldinger fra folk, der har været inde på siden. Hvis jeg får et brev fra DDF, så vil tror jeg, at jeg vil sende det videre til en advokat," siger direktøren fra Bryrup.

DDF har indtil videre ført sager mod det nu lukkede Worldradar som Tiscali stod bag, Newsbooster samt Visator, der så sent som i sidste uge valgte at lukke sit kontor i Danmark.

Visators service på nettet fortsætter dog med udgangspunkt i Singapore.

/Netavisen Infopaq/

Udgivet af: NPinvestordk