USA/lukning: Moderat fremgang inden Teslas og Netflix' regnskabsbrag

Udgivet den 20-07-2023  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier steg igen onsdag den optur, der har stået på siden starten af juni.

Anderledes ser det ud torsdag morgen, efter at såvel Tesla som Netflix fik solide øretæver efter regnskabsfremlæggelser efter markedets lukning.

Futures for det techtunge Nasdaq-indeks indikere kursfald på 0,5 pct., mens S&P 500-indekset står til et fald på 0,2 pct. Dow Jones synes dog at gå fri med et indikativt marginalt plus, når markedet i New York åbner senere på dagen.

Onsdag var syvende handelsdag med plus på Wall Street ud af de seneste otte, og fokus hos investorerne var naturligvis på regnskabssæsonen, hvor Goldman Sachs leverede dagens ammunition.

Det brede S&P 500-indeks steg med 0,2 pct., mens Dow Jones blev løftet 0,3 pct., og Nasdaq gik marginalt frem.

ILT TIL MARKEDERNE

Hovedfortællingen i markedet har den senere tid været den afkølende inflation, som øger sandsynligheden for, at centralbankerne snart kan lempe på renterne igen.

Onsdag var den gode nyhed, at selv i Storbritannien, som er en af de mest inflationsplagede økonomier, aftog forbrugerprisernes vækst i juni mere end ventet.

- Det leverer ilt til de finansielle markeder. Det er tydeligt, at de seneste inflationsdata på tværs af kloden som denne morgen i England og tidligere i USA og Europa viser en lettende tendens, og det tager presset af renterne, siger Bruno Vacossin, porteføljeforvalter hos Palatine Asset Management, til Bloomberg News.

Onsdag var de amerikanske markedsrenter da også en smule på retræte.

Netop i USA er et renteløft i næste uge fuldstændig bagt ind i handelen med rentefutures, men derefter er investorernes forventning en uændret rente resten af 2023, indtil den i løbet af 2024 vil blive sat ned igen.

Federal Reserve selv har dog senest i juni signaleret to løft mere i år til 5,625 pct. i forhold til nuværende 5,00-5,25 pct., men regner også med nedsættelser næste år.

COMEBACK TIL TELEKÆMPER

I S&P 500 steg cyklisk forbrug med 0,5 pct., mens kommunikationsservice blev løftet 0,2 pct. Energi gik også frem med 0,5 pct., da olieprisen steg, ligesom finans vandt 0,4 pct.

It-aktierne svingede derimod fra plus til minus 0,3 pct. I den anden ende faldt råvarer og materialer også 0,5 pct., mens industri bakkede 0,1 pct.

Blandt de store navne trak Apple op med et plus på 0,7 pct., mens tirsdagens store vinder, Microsoft, omvendt smed 1,2 pct.

Amazon gik i cyklisk forbrug frem med 1,9 pct., mens Tesla faldt 0,7 pct. I kommunikationsservice vandt Meta Platforms 1,3 pct.

I samme sektor var der også kurscomeback til AT&T og Verizon med henholdsvis 8,5 og 5,3 pct., ligesom Lumen Technologies uden for hovedindekset blev løftet 16,7 pct.

Telekæmperne har været under pres efter en artikelserie i The Wall Street Journal om, at gamle blyklædte telekabler udgør en stor forureningsrisiko i USA, og investorerne har derfor handlet aktierne kraftigt ned på udsigten til en stor regning til oprydningen.

Onsdag oplyste AT&T, som dækker 40 pct. af USA's husstande, dog, at blot 10 pct. af selskabets kabler er blyklædte.

LØFTET AF OPJUSTERING

Inden for it var der trods den negative udvikling til Microsoft også fremgang til softwarenavne som Salesforce på 3,0 pct., ligesom både Intuit og Servicenow steg 1,0 pct.

I sundhed, som samlet gik frem med 0,5 pct., var der også plus på 4,4 pct. til sygekassen Elevance Health efter et bedre end ventet regnskab, som også indeholdt en opjustering. Det trak konkurrenten Unitedhealth med op med et plus på 0,7 pct.

Investeringsbanken Goldman Sachs' aktie annullerede et indledende fald og steg 1,0 pct., selv om indtjeningen i andet kvartal faldt næsten 60 pct. på lavere handelsindtægter og bankens reducerede aktiviteter inden for forbrugersegmentet.

Den noget mindre konkurrent Northern Trust røg derimod i vejret med 13,4 pct., da banken i andet kvartal faktisk tilbageførte penge fra hensættelserne til tab på udlånet.

Reklame- og kommunikationskæmpen Omnicom faldt omvendt til bunds i S&P 500 med et minus på 10,4 pct. efter et andet kvartal, hvor omsætningen og den organiske vækst skuffede en smule, og selv om indtjeningen var bedre end ventet.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/aktier: Stigninger på britisk valgdag, men mest til tyske Continental
17:31 Fransk højreparti er langt fra flertal i meningsmålinger
17:15 Nvidia ses sælge for gigantisk milliardbeløb i Kina i år trods amerikanske restriktioner
17:05 Torsdagens aktier: Zealand igen i rekord i plusmarked med usikkerhed under overfladen
17:01 Torsdagens obligationer: Renten stod tæt på stille på fridag i USA og før jobrapport
16:32 Erhvervsorganisation frygter fiasko i historisk udbud for havvindmøller
16:02 Mærsk kan atter se fragtraterne stige: Vigtigt rateindeks er næsten firedoblet på et år
16:01 Noble/Sadif Investment: Hæver til "stærkt køb" fra "hold"
15:24 Norwegians børsværdi skrumper mere end 1,3 mia. kr. efter nedjustering
15:08 ECB's cheføkonom lufter bekymringer over høj inflation skabt inden for EU
14:59 Power tjener millioner igen - men omsætningen er faldet
14:22 USA/tendens: Lukket på grund af uafhængighedsdag - futures i overvejende plus
14:08 EU går videre med midlertidig told på kinesiske elbiler
14:07 Tørlastindeks falder for anden dag i træk
13:59 Frankrig indsætter 30.000 betjente i forbindelse med parlamentsvalg
13:54 Valuta: Mindre styrkelse af pund på valgdagen mens dollar svækkes
13:54 Dansk Vestas- og Siemens Gamesa-kunde afviser ikke køb af kinesiske vindmøller
13:31 Novo ser flere begrænsninger i studie der kæder supersællerter sammen med sjælden øjenlidelse
13:12 Europa/aktier: Fremgang på britisk valgdag - især til tyske Continental
12:45 Novo ser flere begrænsninger i studie der kæder supersællerter sammen med sjælden øjenlidelse