USA/lukning: Moderate fald inden valgdag - Nvida flød ovenpå

Udgivet den 05-11-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier startede mandag en forventelig hektisk uge med små fremgange, men siden sneg nervøsiteten ind og ændrede billedet til moderate kursfald.

Tirsdag morgen træder investorerne vande forud for det amerikanske præsidentvalg. Den store usikkerhed om udfaldet, får investorerne til at holde vejret. I futuresmarkedet giver det sig udslag i små udsving omkring nul ved 6-tiden tirsdag.

Regnskabssæsonen toppede i sidste uge med tal fra fem af medlemmerne i "Magnificent Seven". Tirsdag skal amerikanerne til valg og blandt andet afgøre, hvem der til januar skal være ny præsident, Kamala Harris eller Donald Trump, og hvem der skal have kontrol med Kongressens to kamre.

Tirsdag og onsdag er der også rentemøde i Federal Reserve. Efter sidste uges svage jobrapport for oktober indregner markedet dog med næsten 100 pct. sandsynlighed, at der kommer en rentesænkning på 0,25 pct.point.

Netop valgnyhederne påvirkede mandag obligationsmarkedet, der så renterne falde tilbage efter en meningsmåling i weekenden, som viste en overraskende føring til demokraten Harris i Iowa, som ellers normalt er en sikker stat for republikanerne.

Begge præsidentkandidater ventes at øge budgetunderskuddet i USA og dermed presse renterne op, men Donald Trumps protektionistiske økonomiske program menes at være mest inflationsskabende.

Alle meningsmålinger melder dog om dødt løb og dermed stor uvished om resultatet af valget.

Det brede S&P 500-indeks tabte mandag 0,3 pct., mens Dow Jones smed 0,6 pct., og Nasdaq gik tilbage med 0,3 pct.

- Normalt ville Federal Reserves rentemeddelelse dominere denne uges diskussioner, men dette er ikke en normal uge, siger Chris Larkin, investeringschef hos E*trade, til Bloomberg News.

- Handlere og investorer, der har ventet på udfaldet af valget, skal forberede sig på muligheden for et forsinket resultat, og den potentielle påvirkning fra usikkerheden på markederne.

NVIDIA SPARKER INTEL UD

I S&P 500 var det energiaktierne, som klarede sig bedst blandt sektorerne med et plus på 1,9 pct., da olieprisen for fjerde dag i træk steg. Mandag var nyheden i den forbindelse, at Opec+ har besluttet sig for at udskyde planlagte produktionsløft.

For de teknologitunge vækstsektorer var billedet mere negativt med minus til it på 0,1 pct., mens cyklisk forbrug smed 0,6 pct. og kommunikationsservice mistede 0,9 pct.

I den helt tunge ende faldt forsyning trods mandagens lavere renter med 1,2 pct. Her var det nyheden om, at de amerikanske myndigheder har afvist at godkende en aftale om, at Amazon kan købe strøm direkte fra et atomkraftværk tilhørende Talen Energy, som ramte hårdt.

I hovedindekset trak Nvidia mandag op med et plus på 0,5 pct. På trods af at chip-kæmpen er verdens næstmest værdifulde selskab, så bliver det først nu indlemmet i det gamle og hæderkronede Dow Jones-indeks. Det gav et kursløft.

Omvendt sparkes konkurrenten, kriseramte Intel, samtidig ud af indekset den 8. november, hvilket kostede 2,9 pct. på kursen.

Apple satte sig desuden med 0,4 pct., mens Microsoft mistede 0,5 pct., og Amazon tabte 11,1 pct.

PUGER PENGENE

Berkshire Hathaway, Warren Buffetts investeringsselskab, var også med til at holde markedet nede mandag med et minus på 2,2 pct. efter sit kvartalsregnskab, som blev lagt frem i weekenden.

Den store historie var imidlertid, at koncernen igen har reduceret kraftigt i sin ejerandel af aktier i Apple, at Berkshire Hathaway ikke har købt egne aktier, hvilket man "kun" gør, når markedet undervurderer selskabet, og at pengekassen på 325 mia. dollar, som altså ikke er brugt på opkøb og investeringer, aldrig har været større.

Constellation Energy faldt imidlertid endnu mere og sluttede helt i bund i S&P 500 med et minus på 12,5 pct. Selskabet opjusterede ellers forventningerne, men myndighedernes nej til Talen Energys aftale med Amazon ramte her, da Constellation faktisk var først med en tilsvarende aftale med Microsoft.

Sherwin-Williams var mandag desuden en sjælden gæst i det toneangivende selskab, da aktien steg 4,6 pct. Det skyldtes også den kommende ændring i Dow Jones, da kemikoncernen erstatter konkurrenten Dow Inc., som mandag mistede 2,1 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

14:08 Vestas og Ørsted er blandt seks danske selskaber på bæredygtig liste
13:29 Europa/aktier: Indeks på rekordkurs med svensk AI-selskab i top
13:17 Siemens Energy er flyvende på undervurderede muligheder inden for gasdrevne AI-datacentre
12:32 Genmab-partners salg af guldæg lever op til seneste prognose
12:16 Vestas får milliardordre i Ukraine
11:39 Obligationer/middag: Renten bevæger sig sidelæns før Lagarde går på talerstolen i Davos
11:38 Aktier/middag: Novo tager fronten i grønt C25 mens Ørsted fortsætter nedtur
10:28 ECB's Lagarde afviser at være bagud med rentenedsættelserne
10:23 DFDS-topchef: Kapacitet i Middelhavet skal tilpasses - ser nettooverskud nær breakeven i 2025
09:30 H+H er ifølge Danske Bank en opkøbskandidat: Hæver anbefaling til "køb"
09:27 Aktier/åbning: Grøn åbning med Novo Nordisk i top - DFDS i stiv kuling efter melding
09:20 Alm. Brand Group holder fast i ambitionerne for 2025
09:13 DFDS-topchef: Aktionærudlodning er ikke det primære fokus lige nu
09:02 Alm. Brand venter samlet udlodning i 2025 på 2,6 mia. kr.
08:59 Obligationer/åbning: Som ventet uændret rente på dag med fokus på taler og told
08:43 Ambu får løftet kursmål til 165 kr. fra 140 kr. hos DNB
08:20 Aktier/tendens: Udsigt til endnu en dag i grønt - DFDS ses i fokus og modvind
07:57 Ørsted får skrællet stor luns af kursmål efter nye milliardnedskrivninger
07:43 DFDS sænkes til "sælg" hos Nordea efter foreløbige tal, ny prognose og droppede mål
07:29 Råvarer: Små udsving mens der tolkes på Trumps nye politikker