USA/lukning: Nervøsiteten sejrede trods indledende fremgang

Udgivet den 20-10-2020  |  kl. 06:32  |  

Stemningen blev gradvist dårligere og dårligere på de amerikanske aktiemarkeder mandag, hvor den indledende fremgang for de tre ledende indeks blev vendt til solide minusser.

Det brede S&P 500-indeks sluttede 1,6 pct. lavere, det tunge Dow Jones-indeks bakkede 1,4 pct., og det teknologidominerede Nasdaq faldt 1,7 pct. på ugens første handelsdag.

Tirsdag morgen ligger de tre toneangivende amerikanske aktieindeksfutures med stigninger på 0,4 til 0,6 pct.

Investorerne havde igen mandag blikket rettet mod nyt om forhandlingerne om en hjælpepakke i USA, der skal understøtte den coronaramte økonomi.

Mandagen bød dog umiddelbart ikke på gode nyheder om fremgang, og dermed endte usikkerheden og nervøsiteten med at tage over på aktiemarkederne i USA.

Lederen af Demokraternes flertal i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har sat tirsdag som sidste frist for fremgang i de finanspolitiske forhandlinger med Det Hvide Hus efter langtrukne forhandlinger med USA's finansminister, Steven Mnuchin, hen over weekenden.

FORTSAT SKUFFELSE TIL OLIESERVICE

Olieservicekoncernen Halliburton offentliggjorde mandag før handelsstart et stort fald i salget og driftsindtjeningen i tredje kvartal, hvor sidstnævnte dog landede over analytikernes forventninger.

Den justerede driftsindtjening faldt i tredje kvartal med 49 pct. til 275 mio. dollar, hvilket til gengæld var bedre end analytikernes forventning på 249,5 mio. dollar.

Det er samtidig en stigning på 17 pct. i forhold til andet kvartal, og det pointeres, at indtjeningsmarginalen er forbedret både internationalt og i Nordamerika.

Fredag dykkede Halliburton-aktien 6,3 pct. i kølvandet af et skuffende regnskab fra konkurrenten Schlumberger, og siden årets begyndelse har aktien tabt halvdelen af sin værdi. Mandag faldt aktien yderligere 0,7 pct. til 12,17 dollar.

CONOCOPHILLIPS VIL KØBE RIVAL

Olieselskabet ConocoPhillips tiltrak sig også opmærksomhed, efter at det annoncerede planer om at købe rivalen Concho Resources Inc. i en handel til 9,7 mia. dollar - svarende til cirka 61 mia. kr.

Ifølge meddelelsen fra ConocoPhillips repræsenterer købstilbuddet en præmie på 15 pct. i forhold til Conchos lukkekurs 13. oktober, der lød på 44,14 dollar. Af meddelelsen fremgår det også, at det kombinerede selskab kan få en markedsværdi på op til 60 mia. dollar.

Aktien i ConocoPhilips faldt 3,2 pct. til 32,70 dollar, ligesom Conchos aktie bakkede 2,7 pct. til 47,27 dollar.

MAX-STØTTE TIL BOEING

Flyproducenten Boeings aktie endte med et fald på 0,1 pct. til 167,11 dollar. Mandag meddelte luftfartsselskabet American Airlines, at det agter at genindsætte sin flåde af 737 Max-fly i slutningen af året, hvis de amerikanske luftfartsmyndigheder vil tillade det.

Luftfartsindustrien havde ellers generelt en god dag på børsen mandag, efter at nye tal fra Transportation Security Administration, TSA, blev offentliggjort.

Ifølge Bloomberg News viste de, at antallet af amerikanske flypassagerer søndag nåede op på over 1 mio. Det er første gang i syv måneder, at så mange var ude at flyve.

Selv om en milepæl blev nået, er der stadig lang vej igen. Tallet svarer nemlig kun til 40 pct. af en gennemsnitlig dag, før coronakrisen ramte.

United Airlines steg 3,9 pct. til 35,49 dollar, Delta Air Lines endte 0,1 pct. højere i 31,50 dollar, og American Airlines gik frem med 0,8 pct. til 12,55 dollar.

AMC Entertainment Holdings, der er den største biografkæde i USA, bragede frem med 16,5 pct. til 3,54 dollar i mandagens handel.

Selskabet regner med at slå dørene op for 12 af kædens biografer i staten New York fra den 23. oktober. Planen er, at der vil være 530 biografer åbne landet over inden udgangen af måneden.

Aktien i kæden er trods mandagens stigning faldet med mere end 50 pct. i år.

Mandag efter børslukketid ventede regnskabet fra softwaregiganten IBM, der inden offentliggørelsen sluttede med et fald på 0,3 pct. til 125,53 dollar.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder