USA/lukning: På sjette dag sluttede rækken af stigninger

Udgivet den 18-12-2019  |  kl. 22:12  |  

Lettelsen over delaftalen i handelsforhandlinger mellem USA og Kina lever fortsat. Men ikke i et omfang, der kunne trække den sjette dag med stigning på det amerikanske aktiemarked eller den femte dag med rekord for S&P 500-indekset helt frem til markedslukning.

Det brede indeks sluttede den amerikanske handelsdag med marginalt minus på 0,04 pct., og de tunge aktier i Dow Jones-indekset lå 0,1 pct. lavere, da aktiemarkedet lukkede. Men Nasdaq-indekset fik et løft på 0,05 pct. til rekord for det teknologidominerede indeks.

Russel 2000-indekset, der samler aktier i mindre selskaber nåede ifølge Reuters sit højeste niveau i 14 måneder i løbet af handelsdagen.

RIGSRETSSAG ER EN IKKE-BEGIVENHED

Mens markedet fortsat havde opmærksomheden rettet mod handelsforhandlinger, gav udviklingen mod en rigsretssag mod præsident Donald Trump ikke anledning til store overvejelser.

- En ikke-begivenhed, siger direktør og formueforvalter Candice Bangsund i Fiera Capital til Bloomberg News. Og Reuters har set tilbage på aktiemarkedets reaktioner på rigsretssagen mod daværende præsident Bill Clinton og præsident Richard Nixons fald og konstateret, at Wall Street ikke har meget at bekymre sig over.

FEDEX PÅ NEDTUR

Handelsdagens sorte får blev pakketransportgiganten Fedex, efter at koncernen tirsdag aften efter børstid skuffede investorerne med et svagt regnskab for andet kvartal og en nedjustering af helårsprognosen. Det var anden gang på blot tre måneder, at Fedex nedjusterede, og onsdag blev aktien straffet med et fald på 10,1 pct. helt bunden af S&P 500-indekset.

Fedex regner nu med en justeret indtjening per aktie for hele regnskabsåret 2019/20 i intervallet mellem 10,25 og 11,50 dollar mod tidligere mellem 11,00 og 13,00 dollar. Den nye prognose var samtidig under forventningerne blandt analytikerne om 12,05 dollar per aktie, ifølge Bloomberg News.

- Vores reviderede guidance afspejler lavere end ventet omsætning i hvert af vore transportsegmenter og højere end ventede omkostninger drevet af et fortsat skift i mikset mod husstandsleveringsservice, udtalte finansdirektør Alan B. Graf i forbindelse med regnskabet.

Graf oplyste, at koncernen derfor vil gennemføre reduktioner i sit netværk for flytransport for "bedre at matche kapaciteten" med efterspørgslen.

Største bidragyder til fremgangen i S&P-indekset var ifølge Reuters indekstunge Facebook, der steg 2,0 pct., efter at Deutsche Bank havde løftet sit kursmål for aktien til 270 dollar fra 260 dollar.

APPETIT FOR GENERAL MILLS

Dagligvareproducenten General Mills, der er kunde hos danske Chr. Hansen, og som står bag morgenmadsproduktet Cheerios, isen Häagen-Dazs og Bugles-chips, fremlagde regnskab en justeret indtjening per aktie på 95 cent mod ventede 88 cent ifølge et estimat fra Bloomberg News.

Nettosalget landede på 4,42 mia. dollar mod ventede 4,43 mia. dollar. Aktien steg 2,0 pct.

I mens fortsatte Netflix opturen, efter at investorernes bekymringer mandag blev sat i skammekrogen, da friske tal viste en pæn stigning i antallet af internationale abonnementer.

Investorerne har ellers længe frygtet pres på Netflix' hjemmemarked i USA, hvor både Apple og Disney i november lancerede konkurrerende tjenester. Men Netflix har i mellemtiden sat fokus på mulighederne for at vokse internationalt - og især hos mobilkunderne i Indien og Indonesien, hvor selskabet eksperimenterer med lavere priser.

Tirsdag steg aktien med 3,7 pct., og onsdag steg streamingaktien 1,6 pct. til en plads tæt på toppen i S&P 500-indekset.

Modsat gik det for underholdningskoncernen AMC Entertainment Holdings, der ejer teatre og biografer i USA, Europa og Asien.

Koncernen fik skåret sin anbefaling af Bank of America til "underperform" fra "neutral", og aktien faldt 1,9 pct.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder