USA/lukning: På weekend i grønt trods dyk til Adobe og Boeing

Udgivet den 16-09-2024  |  kl. 06:32  |  

Softwareselskabet Adobe Systems blev sendt i kulkælderen i fredagens amerikanske aktiehandel, hvor stemningen ellers overordnet var til den positive side.

Mod strømmen gik også flyproducenten Boeing, der er ramt af strejke.

Humøret blandt investorerne fejlede ellers umiddelbart ikke noget, mens der blev kigget frem mod næste uges rentemøde hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som ved den lejlighed ventes at indlede sin lempelsescyklus.

Fredag steg det brede S&P 500-indeks med 0,5 pct. til 5626,02. Dermed er der ikke så langt op til seneste rekord på 5667,20, der blev nået den 16. juli.

Nasdaq-indekset blev samtidig løftet med 0,7 pct., og Dow Jones-indekset gik 0,7 pct. frem til 41.393,78. For sidstnævnte er seneste rekord på 41.563,08 fra den 30. august dermed også meget tæt på.

Mandag fortsætter det gode humør i mere behersket grad. Her viser futures på de toneangivende indeks stigninger på 0,0-0,1 pct.

FOKUS PÅ STØRRELSEN AF RENTENEDSÆTTELSE I NÆSTE UGE

Hovedspørgsmålet er stadig, hvor stor den første rentenedsættelse bliver. Markedet har i noget tid igen hældt til en normal lempelse på 25 basispoint, men mod slutningen af denne uge er optimismen atter vokset yderligere.

Handlernes væddemål på en rentenedsættelse på 50 basispoint steg således over natten til fredag og til tæt på 50 pct. fra 14 pct. torsdag, viser CME's FedWatch Tool ifølge Reuters.

- Der blev offentliggjort et par artikler i Wall Street Journal og Financial Times, som antydede, at en sænkning på 50 basispoint stadig er i spil, hvilket har fået markederne til igen at revurdere deres forventninger, lyder det fra analytikere fra Deutsche Bank ifølge Reuters.

Og denne uges nøgletal - med særligt inflationstallene for august i fokus - har ikke umiddelbart ændret stort ved troen på, at tiden er inde til rentenedsættelser.

- Der har ikke været nogen negative overraskelser, siger Sam Stovall, der er chefinvesteringsstrateg hos CFRA Research, til nyhedsbureauet AFP.

- Markedet er fortsat med at kravle tilbage mod det højeste niveau nogensinde, fortsætter han.

BOEING-ANSATTE KRÆVER MERE I LØNPOSEN

Selskabsspecifikt var der fokus på Boeing, som fredag blev ramt af en omfattende strejke blandt godt 30.000 af selskabets fabriksarbejdere, som torsdag afviste en ny foreløbig overenskomst.

Hele 94,6 pct. af de ansatte, som til dagligt arbejder på flytypen 737 Max på den amerikanske vestkyst, stemte torsdag nej til en ny overenskomst, der blandt andet inkluderer en lønstigning på 25 pct., en ansættelsesbonus på 3000 dollar samt løfter om nye produktionsfaciliteter.

Det har altså ikke formået at stille de fagorganiserede medarbejdere tilfredse, og i stedet kræver de en lønstigning på 40 pct., skriver Reuters.

Strejken har fået blandt andet kreditvurderingsinstituttet Moody's til at spærre øjnene op og tage Boeing op til overvejelse om en mulig nedgradering til såkaldt "junk"-status.

Boeing-aktien faldt med 3,7 pct. til 156,76 dollar.

Endnu værre gik det for Adobe, der satte sig 8,5 pct. til 536,87 dollar.

Det skete oven på et regnskab for tredje kvartal 2023/24 sent torsdag, der indeholdt en skuffende prognose for regnskabsårets sidste kvartal.

Adobe venter en omsætning på 5,50-5,55 mia. dollar i fjerde kvartal, hvor der også sigtes efter et justeret resultat per aktie på 4,63-4,68 dollar.

Til sammenligning havde analytikerne inden regnskabet ventet en omsætning på 5,6 mia. dollar og et resultat per aktie på 4,68 dollar, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Modvind var der desuden også til Garmin, som faldt med 5,1 pct. til 172,66 dollar, efter at britiske Barclays har sænket sin anbefaling af aktien til "undervægt" fra "ligevægt".

Bedre gik det for Oracle, som har udstedt en langsigtet prognose, der ifølge Bloomberg News høster roser blandt analytikerne, som ser det som en understregning af de væsentligste vækstdrivere hos selskabet.

Softwareaktien steg med 0,4 pct. til 162 dollar.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:50 Europa/lukning: Tyske aktier udgjorde top og bund i udramatisk marked
17:19 Onsdagens obligationer: Små rentestigninger inden referat fra Federal Reserve
17:19 Onsdagens aktier: DSV fik vendt markedet til grønt i sidste øjeblik
16:34 Amerikanske olielagre overrasker med markant hop
16:31 Amerikansk centralbankspids er fortaler for gradvise lempelser
16:25 Baltic Dry-indekset fortsætter med at falde - er gået tilbage otte dage i træk
15:48 USA/åbning: Litiumproducent brager op efter opkøbstilbud fra konkurrent
14:31 USA/tendens: Google i fokus - kan tvinges til at sælge dele af forretningen
14:13 Litiumproducent tager raketten efter købstilbud fra minekæmpe
13:28 ECB's Kazimir tilbyder eneste reelle modstand mod en rentenedsættelse i næste uge
13:14 Novo nærmer sig vigtige fedmedata: Børshuse spår succes
13:03 Europa/aktier: Tyske aktier udgør top og bund i afdæmpet marked
12:48 Overkapacitet hos Opec+ får Exane til at sænke anbefaling for olieselskaber
12:46 Mærsk får sænket anbefaling til "underperform" af Wolfe
11:58 Obligationer/middag: Renten lægger sig fladt inden referat fra Federal Reserve
11:43 Aktier/middag: Zealand Pharma falder til bunds i let rødt C25
11:18 Danske Bank får sænket sin kortsigtede anbefaling af Handelsbanken
10:11 Fransk centralbankchef ser ny rentesænkning fra ECB i næste uge som "meget sandsynlig"
10:09 Pres på dansk cleantech: Svære kår bag nedjusteringer
09:38 Aquaporins anbefaling og kursmål sænkes af Danske Bank efter nedjustering