USA/lukning: Pæn positiv uge - Dow Jones i plus for fjerde uge i træk

Udgivet den 13-05-2024  |  kl. 06:32  |  

Efter en klar rød åbning på det amerikanske aktiemarked onsdag, rettede markedet op og endte med en mere afdæmpet udvikling og et marginalt fald til det brede S&P 500-indeks. Samme skæbne led Nasdaq-indekset, mens Dow Jones-indekset igen endte i plus.

Bedre så det ud torsdag, hvor der var stigninger på 0,3-0,9 pct. i de tre indeks, mens investorernes entusiasme blev holdt lidt i skak fredag, efter at forbrugertillidsdata, der blev offentliggjort fredag eftermiddag, viste en stor stigning i inflationsforventningerne.

Dow Jones steg dog for ottende dag i træk og lukkede med et plus på 0,3 pct., S&P 500-indekset øgede 0,2 pct., mens Nasdaq faldt marginale 0,03 pct.

Dermed øgede Dow Jones 2,2 pct. over ugen - den fjerde positive i træk - mens S&P 500 og Nasdaq havde stigninger på henholdsvis 1,9 pct. og 1,1 pct.

Samlet er S&P 500-indekset steget 0,6 pct. siden dansk børslukketid onsdag før den forlængede weekend i forbindelse med Kristi himmelfartsferien.

Mandag morgen ser det atter let positivt ud. Futures indikerer små stigninger fra start, når handlen åbnes ud på eftermiddagen dansk tid.

PRISTAL I SIGTE

Fredagens foreløbige aflæsning i University of Michigans forbrugerstemningsindeks for maj viste 67,4, hvilket var langt under analytikernes estimat på 76. Det var samtidig den laveste aflæsning i seks måneder.

Alligevel holdt aktiemarkedet sig oppe, efter at solide regnskaber fra virksomhederne generelt har slået forventningerne.

- Det giver klart en vis sikkerhed for, at vækstbilledet holder, mens virksomheder beskytter deres overskudsmargin, siger investeringsstrateg Dec Mullarkey fra SLC Management i Boston ifølge Reuters.

Markedet afventer nu denne uges tal for producentpriser og forbrugerpriser for tegn på, om den amerikanske inflation har genoptaget sin nedadgående tendens mod centrealbankens målsætning på 2 pct.

Sidste måneds skuffende inflationsrapporter har udskudt alle forventninger om kortsigtede amerikanske rentenedsættelser, og der indregnes nu en klar reduktion i november, mens sandsynligheden for, at Federal Reserve skærer en bid af renten i september, er blevet klart mindre.

Tallene for producentpriserne og forbrugerpriserne offentliggøres henholdsvis tirsdag og onsdag i denne uge.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯