Zealand og partners studie flashet ved uheld på konference

Udgivet den 06-06-2024  |  kl. 13:00  |  
Arkiv: Foto

Et resume af data fra et fase 2-studie med lægemiddelkandidaten Survodutid til behandling af fedtlever, eller MASH, har uforvarende og i en kort periode været lagt ud på en videnskabelig konferences hjemmeside. Det oplyser Zealand Pharma torsdag i en børsmeddelelse.

De detaljerede resultater fra studiet, der er gennemført af partneren Boehringer Ingelheim, vil efter planen blive offentliggjort på en videnskabelig konference i Milano fredag.

Foreløbige resultater fra studiet blev annonceret i februar, hvor det kom frem, at studiets primære mål, men også alle sekundære endemål blev nået. Blandt andet gav Survodutid anledning til en væsentlig forbedring inden for leverfibrose, der er ardannelser i leveren.

- Det er i min bog skelsættende data, også når man sammenligner med de data, der er kommet ud fra tilsvarende molekyler. Så ser det her bare stærkt ud, sagde Adam Steensberg, topchef i Zealand, til MarketWire tilbage i februar.

Allerede dengang havde Boehringer besluttet at gå videre med udviklingen af Survodutid og i et fase 3-studie i MASH så hurtigt som muligt.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder