USA/lukning: Rekord på rekord - Nasdaq for første gang over 20.000 point
Der var onsdag solid fremgang til de amerikanske aktier, der især blev løftet af teknologisektorerne, hvilket for første gang nogensinde sendte Nasdaq over 20.000 indekspoint.
Torsdag morgen ser ud til at byde på lidt gevinsthjemtagning. Futures indikerer kursfald på 0,1-0,2 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.
Onsdagens gode stemning skyldtes en opgørelse over forbrugerprisernes udvikling i november i USA. Den var nemlig helt som ventet, og den cementerede derfor i investorernes øjne en rentesænkning mere fra Federal Reserves side på næste onsdag, selv om kerneinflationen stadig ligger en del over centralbankens mål på 2,0 pct. om året.
Trods onsdagens inflationsrapport bevægede markedsrenterne sig opad, men handelen med rentefutures indregnede til gengæld en sandsynlighed på 95 pct. for en lempelse af renten på 0,25 pct.point i næste uge mod godt 85 pct. tirsdag.
Det brede S&P 500-indeks steg onsdag med 0,8 pct.
Nasdaq gik imidlertid mest frem med 1,8 pct. og endte i årets 36. lukkerekord i knap 20.035 indekspoint.
Dow Jones smed derimod 0,2 pct., da investorerne flokkedes om udgangen hos USA's største sygekasse, Unitedhealth.
SANTA RALLY MED SANTA POWELL?
- Debatten for renteudvalget næste uge om at sænke renten eller holde pause er ovre, siger Jeff Schulze, chefstrateg hos Clearbridge Investments, til Bloomberg News.
Forbrugerpriserne steg på årsbasis med 2,7 pct. mod 2,6 pct. i oktober, mens kernepriserne gik op med 3,3 pct., hvilket var uændret i forhold til måneden før.
Begge tal var som ventet, men underliggende var det værd at bide mærke i, at eksempelvis den vigtige og forhøjede huslejekomponents stigning aftog.
- Denne inflationslæsning bør være venlig over for risikoaktiver og give medvind til aktiemarkedet, mens vi bevæger os gennem en af de sæsonmæssigt stærkeste periode.
Der er altså lagt op til et såkaldt Santa Rally, hvor centralbankformand Jerome Powell kan få lov at agere julemand.
REKORD MED REKORD PÅ
I S&P 500 var det for anden dag i træk kommunikationsservice, som steg mest med et plus på 3,1 pct.
Det var her først og fremmest Alphabet, der ligesom tirsdag gjorde det tunge løftearbejde med et plus på 5,5 pct. til rekord i 195,40 dollar i kølvandet af nyheden om datterselskabet Googles nye kvantechip, som kan gøre kvantecomputere nærmest uendeligt mange gange hurtigere.
I samme sektor vandt Meta Platform også 2,2 pct. til rekord i 632,68 dollar, mens Netflix desuden gik op med 2,5 pct.
Der var også fremgang til it-aktierne på 1,5 pct. Her løftedes Nvidia med 3,1 pct., og chipkæmpen bidrog derfor mest af alle til stigningen i S&P 500. Konkurrenten Broadcom vandt dog endnu mere med 6,6 pct., da The Information skrev, at selskabet er på vej ind et samarbejde med Apple om udviklingen af en AI-chip.
Netop Apple vendte rundt til et minus på 0,5 pct., mens Miocrosoft dog steg 1,3 pct.
I cyklisk forbrug, der vandt 2,0 pct., kørte Tesla fortsat frem med 5,9 pct. til rekord i 424,77 dollar, mens Amazon også var med på rekordholdet med et plus på 2,3 pct. til 230,26 dollar.
FRYGTER NYE REGLER
I den negative vægtskål lå derimod sundhed med et fald på 1,3 pct. Her trak især Unitedhealth ned med et minus på 5,6 pct.
Nedturen skyldtes et forslag fra lovgivere i Kongressen, som vil tvinge USA's største sygekasse og dets konkurrenter til at frasælge deres apotekervirksomheder, som bidrager solidt til indtjeningen. Analytikerne vurderer ikke, at det vil blive stemt igennem, men alligevel tabte også CVS Health og Cigna også 6,2 og 5,6 pct.
Det gik omvendt bedre for Vestas-konkurrenten GE Vernova, der vandt 5,0 pct. Industriselskabet leverede tirsdag aften en opdatering med en fastholdelse af forventningerne til 2024, med en prognose for 2025 og opdaterede finansielle mål for 2028. Forventning om årlig vækst på godt 7 pct. til 45 mia. dollar i salg om fire år og et løftet bud på overskudsgraden til den tid på 14 pct. mod førhen 10 pct. skabte en positiv stemning.
I den anden ende faldt Walgreens med 5,6 pct. Det lignede gevinsthjemtagning efter tirsdagens plus på 17,7 pct., da The Wall Street Journal skrev, at kapitalfonden Sycamore Partners vil overtage apotekerkæden.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Close❯ Shares❯ USA❯ indblik❯