USA/lukning: Rentemelding tog optimismen - biotekselskab mere end halveret på kursen

Udgivet den 21-09-2023  |  kl. 06:32  |  

Wall Street blev sat i svingninger, efter at den amerikanske centralbank havde uændrede renter med til markedet - men udsigt til højere renter længere end ventet.

Det brede S&P 500-indeks endte 0,9 pct. lavere, Dow Jones mistede 0,2 pct., og det teknologitunge Nasdaq-indekset faldt 1,5 pct.

- Det er de rentefølsomme aktier, der falder mest - og her er det tech-aktierne i Nasdaq-indekset, der står for tur, siger Otto Friederichsen, aktiechef i Formuepleje, til MarketWire.

Torsdag morgen er der igen udsigt til vigende aktiekurser. Futures indikerer fald på 0,1-0,3 pct. i de tre store aktieindeks, når markedet åbner senere torsdag.

Udsigten til højere renter længere end ventet var ikke lige den kop te, som markedet havde ventet sidst på eftermiddagen amerikansk tid. Og beskeden sendte de ledende indeks ned.

- Der var ingen overraskelser i meddelelsen om renterne nu. Men centralbanken ser endnu en renteforhøjelse, og at renterne forbliver høje lidt længere end tidligere, og det påvirker markedet, siger Peter Cardillo, cheføkonom hos Spartan Capital Securities, til Reuters.

Federal Reserves topchef, Jerome Powell, er da også parat til den 12. rentestigning i denne stramningscyklus, hvis det bliver nødvendigt.

- Vi vil fortsætte med at tage beslutninger fra møde til møde baseret på indkomne data og disses indvirkning på prognoserne for den økonomiske aktivitet og inflation, siger centralbankchefen onsdag aften.

AMBU-KONKURRENT OP PÅ STÆRK LANGSIGTET PROGNOSE

Selskabsspecifikt var især medicoselskabet Boston Scientific godt kørende efter en opløftende langsigtet prognose.

Boston Scientific, der konkurrerer med Ambu på endoskopområdet, fremlagde på sin investordag en stærk prognose for den langsigtede organiske vækst.

Aktien steg 2 pct.

Boston Scientific venter i perioden 2024-26 en gennemsnitlig organisk vækst (CAGR) på 8-10 pct., fortæller selskabet ved sin investordag ifølge Bloomberg News.

Til sammenligning lå konsensus i markedet ifølge børshuset Needham på 8,4 pct.

INSTACARTS BØRSOPTUR FOR SKUD

Onlinesupermarked Instacart havde tirsdag første handelsdag, hvor investorerne fik sendt aktien 12,3 pct. højere til 33,70 dollar i forhold til introduktionsprisen på 30 dollar per aktie.

Onsdag var smilene stivnet, og aktien faldt med 10,7 pct. til 30,10 dollar.

For softwareselskabet Klaviyo, der leverer en marketingservices primært til e-mail-marketing og SMS-marketing, var børsnoteringen lidt af en rutsjetur. Ved middagstid lå aktien 32 pct. - men opturen gik lidt i sig selv endte endte med et plus på 8,6 pct. til 32,59 dollar.

Prisen per aktie var sat til 30 dollar, da klokken ringede handelsdagen ind.

Biotekselskabet ARS Pharma gik i hullet med 55,8 pct. på nyheden om, at de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har bedt om flere studier af neffy, der er en næsespray mod allergiske reaktioner, inden en godkendelse kan ske.

VERDENS STØRSTE PARFUMESELSKAB OPJUSTERER

Skønhedsselskabet Coty, der er mest kendt for at være det største duft- og parfumeselskab i verden og producerer parfumer for kendte mærker som Burberry og Calvin Klein, ser et stærkt momentum på markedet for skønhedsprodukter og har opjusteret.

Aktien steg 4,5 pct.

Og så gjorde fødevaregiganten General Mills, der står bag morgenmadsprodukter som Cheerios og yoghurtmærket Yoplait, status for sit skæve første kvartal, hvor blandt andet indtjeningen landede over forventning, mens den organiske vækst blegnede.

Aktien endte uændret.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯