USA/lukning: Slutspurt sende aktier pænt op trods bizart møde i Det Hvide Hus

Udgivet den 03-03-2025  |  kl. 06:32  |  

Det amerikanske aktiemarked gik op og ned fredag, hvor et bizart møde mellem den ukrainske og amerikanske præsident sendte markedet i rødt for en stund.

Det endte dog med en pæn fremgang til aktierne efter en stærk slutspurt i den sidste time af handlen.

Det brede S&P 500 lukkede med et plus på 1,6 pct. Nasdaq-indekset steg tilsvarende, og Dow Jones gik frem med 1,4 pct.

Mandag morgen peger handlen med futures på flere stigninger, da de tre ledende indeks indikeres op med 0,1-0,2 pct. fra start.

De grønne markeder blev for en stund fredag afløst af brede fald, da et møde mellem USA's præsident, Donald Trump, og den ukrainske modpart, Volodymyr Zelenskyj, udviklede sig til mundhuggeri mellem de to statsledere.

Zelenskyj var fredag i Washington for at underskrive en mineralaftale med USA, men ved den efterfølgende presseseance gik det galt.

Trump beskyldte blandt andet Zelenskyj for at være utaknemmelig og for at "lege med tredje verdenskrig."

Det efterfølgende pressemøde blev sløjfet, og Zelenskyj forlod Det Hvide Hus uden at underskrive en aftale.

Det kuldsejlede møde fik helt handlerne til at glemme deres optimisme over tallene for kerneinflationen i januar.

Centralbankens foretrukne inflationsmål steg helt som ventet med 2,6 pct. på årsbasis, og manglen på negative overraskelser fik igen handlerne til at tro på to rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank i år.

- Selv om rentenedsættelser formentlig fortsat er mange måneder væk, vurderer vi at denne rapport er med til at holde et eller to rentesænkelser på bordet, siger Robert Ruggirello fra Brave Eagle Management til Bloomberg News.

NVIDIA I LILLE COMEBACK

Nvidia havde svært ved for alvor at få luft under vingerne igen efter torsdagens fald på over 8 pct.

Det endte dog med en mindre revanche, da aktien mod slutningen af dagen hev et plus på 4 pct. hjem.

Chipgigantens regnskab onsdag aften viste gode, men ikke fantastiske tal for fjerde kvartal, hvor navnlig prognosen gav anledning til rynkede bryn hos investorerne, der altså på den baggrund sendte aktien kraftigt ned.

- Nvidias tal var gode, men de gjorde ikke meget for at mindske den voksende frygt for, at indtjeningen fra AI-markedet ikke vil være så stærk, som investorerne havde håbet, lød det fra Matt Malley fra Miller Tabak til Bloomberg News.

DELL PRESSES AF STIGENDE OMKOSTNINGER

Aktien hos serverproducenten Dell kom fredag under gevaldigt pres, da selskabet er tynget af stigende omkostninger i forbindelse med udbygningen af sine AI-servere samt en lunken efterspørgsel efter sine computere.

Det viste regnskabet for fjerde kvartal torsdag efter lukketid.

På et analytikerkald fortalte driftsdirektør Jeff Clarke også, at Dell har skarpt fokus på mulige konsekvenser af Donald Trumps toldsatser på omkostningerne.

Jeff Clarke sagde i den forbindelse, at "hvis disse udgifter stiger, kan det kræve, at vi justerer priserne", skriver Bloomberg News.

Dell-aktien faldt fredag 4,8 pct., til trods for at investorerne tog pænt mod tallene i eftermarkedet torsdag.

Også hos computerproducenten HP ventes Trumps toldhammer til at få effekt.

Den stigende told på kinesiske varer ventes at ramme overskuddet i år, lød det fra topchef Enrique Lores i forbindelse med selskabets regnskab for 2024 torsdag aften.

Han lover dog, at selskabet vil tage en række "specifikke tiltag" og venter, at det ved udgangen af året kun vil være mindre end 10 pct. af de solgte varer, der vil være produceret i Kina.

HP-aktien faldt med 6,8 pct.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:52 Europa/aktier: Forsvarsaktier i udbrud i rekordfokuseret marked
17:18 Gubra er blevet over én millard mere værd efter ny aftale - den store fest løjede dog af
17:08 Mandagens obligationer: Solidt rentehop på udsigt til store investeringer i Europa
17:06 Mandagens aktier: Gubra festede mest i investeringsfokuseret marked
16:59 Huscompagniet får lavere kursmål hos Carnegie
16:31 TSMC rygtes på vej med kæmpeinvestering: Vil bruge 100 mia. dollar på chipproduktion i USA
16:10 Amerikansk aktivitetsindeks skuffer og prisindeks stiger til højeste niveau siden 2022
15:52 Grønlandsbanken ser mulig påvirkning fra eskaleret grønlandsk interesse i 2025
15:49 USA: Indkøbchefernes tillid var større end ventet i februar
15:45 USA/åbning: Kryptoaktier i festhumør efter Trump-melding
15:31 Tørlastindeks fortsætter grøn stime med 13. dag med plus
14:36 Tesla-salg styrtdykker i Skandinavien
14:32 USA/tendens: Grøn dag i sigte med fokus på kryptoaktier
13:39 Europa/aktier: Flyvende forsvarsaktier trækker Stoxx 600 mod rekord
12:38 Novo er faldet nok ifølge Goldman Sachs: Kursen er et godt startpunkt for nye investorer
11:53 Obligationer/middag: Rentestigning efter højere end ventet inflation
11:38 Aktier/middag: Gubra er flyvende på grøn aktiedag
11:26 Økonom: Faldende europæisk inflation giver klar forventning om rentesænkning
10:43 Novos vækstudsigter tegner mindre lovende end tidligere vurderer børshus
10:10 Gubras topchef om milliardaftale: Da de rigtige vilkår lå på bordet slog vi til