USA/middag: Fortsat inficeret af coronavirus

Udgivet den 27-01-2020  |  kl. 18:21  |  

Luftfartsselskaber, kasinoer og hotelkæder er hårdt ramt i mandagens amerikanske børshandel, hvor det kinesiske coronavirus har inficeret stemningen i et stadigt svagere aktiemarked.

Mandag middag amerikansk tid ligger det brede S&P 500-indeks 1,4 pct. lavere, det teknologidominerede Nasdaq-indeks falder 1,5 pct., og de 30 tunge aktier i Dow Jones-indekset taber 1,2 pct. samlet set. Dermed indledes den amerikanske aktieuge med fortsat tilbagegang i forlængelse af fald på 0,6-0,9 pct. for de tre ledende indeks fredag i sidste uge.

Netop i disse dage fejres det kinesiske nytår, som normalt indebærer en del rejseaktivitet, men på grund af udbruddet af coronavirusset er flere millioner kinesere i stedet blevet ramt af rejseforbud. Og festlighederne er blevet nedtonet for en stor dels vedkommende.

I USA rammer det hotel- og casino-aktier i selskaber som Wynn Resorts, som falder 6,9 pct., Melco Resorts & Entertainment, som taber 5,2 pct. og Las Vegas Sands, der også er at finde i Kina, og som mister 6,0 pct. mandag middag.

For de rejsefokuserede luftfartsselskaber er der tilbagegang på 4,4 pct. for United Airlinesog på 5,3 pct. for American Airlines.

PLUSSER TIL MEDICINAL MINUS TIL BANKER

Omvendt synes virusfrygten at styrke en håndfuld selskaber med aktiviteter inden for medicinal og sundhed.

Nanoviricides, der har udviklet behandlinger for fugleinfluenza og HIV, stiger hele 62,7 pct. Og de to selskaber Inovio og Novavax, der arbejder på at udvikle en vaccine mod coronavirus, stiger henholdsvis 25,5 pct. og 10,5 pct.

Coronavirus har fået ekstra gang i industrien, der producerer medicinsk udstyr som beskyttelsesmasker og -dragter. Alpha Pro Tech og Lakeland ligger med plusser på henholdsvis 23,4 pct. og 12,1 pct.

I luksussegmentet er der fald på 4,5 pct. til kosmetikgiganten Estée Lauder, efter at finanshuset Oppenheimer har nedgraderet anbefalingen af aktien til "perform" fra "outperform" med henvisning til situationen i Kina med udbredelsen af coronavirusset i kombination med høj værdisætning af aktien.

Samtidig presses bankaktierne af lavere rente, i takt med at de frygtsomme investorer sætter deres lid til mere sikre investeringer i statsobligationer. Det giver tab for aktier som Bank of America, Citigroup og JPMorgan på 0,5-2,2 pct.

AFVISNING GIVER FALD

Mere selskabsspecifikt og upåvirket af corona-frygten taber aktien i Sorrento Therape 5,1 pct. Biotekselskabet har afvist et forslag fra en kapitalfond om et helt eller delvist aktiesalg, der ville værdisætte selskabet til op til 993 mio. dollar svarende til 6,7 mia. kr. Det oplyser selskabet mandag ifølge Reuters.

Ifølge meddelelsen modtog selskabet tidligere på måneden forslaget om en transaktion omfattende aktiemajoriteten eller hele aktiekapitalen til en pris på op til 7 dollar par aktie. Det mener Sorrento Therapeutics imidlertid undervurderer selskabet og ikke er i aktionærernes interesse.

Der er dog også lyspunkter at finde mandag, hvor entreprenørselskabet D.R. Horton i sit regnskab for første kvartal 2019/20 kan fortælle, at det nu ser mulighed for et højere salg af nye huse i 2019/20 end tidligere ventet.

Forventningerne til regnskabsåret lyder nu på et boligsalg på mellem 60.000 og 61.500 enheder mod et tidligere forventet interval på 60.000-61.000 enheder.

I kvartalet, som dækker de tre måneder frem til udgangen af december 2019, solgte selskabet 12.959 boliger mod 11.500 enheder i samme periode sidste år. Og den justerede indtjening per aktie blev 1,07 dollar mod et ventet niveau på 92 cent ifølge Reuters.

Aktien i D.R. Horten stiger 2,5 pct.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Shares❯  USA❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder