USA/middag: Plusser inden rentemøde - opkøb løfter Sotheby's og Array
Milde vinde blæser mandag henover de amerikanske aktiemarkeder, hvor alle tre hovedindeks ligger i plus. Lidt handelsnyt skal investorerne forholde sig til, men ugens hovedfokus er den amerikanske centralbanks todages rentemøde tirsdag og onsdag samt to opkøb.
Det brede amerikanske aktiemarked, målt på S&P 500-indekset, stiger kl. 12:25, lokaltid i New York, med 0,3 pct., mens Dow Jones-indekset med blot 30 aktier i sig vinder 0,1 pct. Teknologitunge Nasdaq går mest frem og er i plus med 0,7 pct.
MILLIARDTAB TIL HUAWEI
Fra handelsfronten har topchefen i kinesiske Huawei, Ren Zhengfei, i weekenden fortalt, at koncernen regner med et fald i omsætningen på 30 mia. dollar over de næste to år på grund af handelskrigen mellem USA og Kina, hvor USA har sat Huawei på sin sorte liste.
Det får dog ikke lov at stjæle billedet, og investorerne handler aktierne i vejret i forventning om en lempelig amerikansk centralbank, Federal Reserve (Fed), når den onsdag aften udsender sin rentemeddelelse.
- Feds overordnede tone vil være dueagtig, men der er allerede indregnet en hel del. Det vil formentlig være svært for Fed at overgå det, som allerede er priset ind i markedet, siger Sally Auld, chefrentestrateg hos JPMorgan Chase, til Bloomberg News.
FANG LØFTER
I S&P 500-indekset trækker FANG-aktierne, Facebook, Apple, Netflix og Googles moderselskab, Alphabet, op. Det kan også ses på sektorerne, hvor den vigtige it-sektor, hvor Apple hører til, og som udgør cirka 21 pct. af indekset, stiger med 0,3 pct., mens kommunikationsservice, der favner de tre andre, vinder frem med 0,9 pct.
Der er også fremgang til energiaktierne med 0,9 pct., mens de defensive forsyningsselskaber omvendt mister 0,5 pct.
Facebook agerer stærkeste trækhest med et plus på 3,2 pct. Herefter følger Apple med 0,7 pct. Amazon, der hører hjemme i sektoren cyklisk forbrug, stiger 0,7 pct. Netflix vinder 2,8 pct., Alphabet går op med 1,0 pct., og Microsoft løftes beskedne 0,3 pct.
BOEING STIGER
Boeing har også en god dag og stiger 2,4 pct., selv om topchef Dennis Muilenburg i weekenden har erkendt, at flyproducentens kommunikation med myndigheder, kunder og ansatte ikke har været god nok i relation til et sikkerhedssystem på 737 MAX-flytypen, der mange steder i verden har haft flyveforbud siden marts efter to styrt inden for en seks måneders periode.
I en årlig markedsopdatering har Boeing dog mandag også fortalt, at selskabet ser et marked for fly på 16.000 mia. dollar de næste to årtier - både til erstatning af gamle fly, der skal skrottes, og til at dække væksten især i Asien.
MILLIARDHANDLER
I toppe af S&P 500 ligger blandt andet Corteva med et plus på 4,6 pct. Selskabet, der tidligere var en del af Dowdupont, og som gør sig inden for sprøjtemidler, har fået en løftet anbefaling af Deutsche Bank til "køb" og et kursmål på 32 dollar. Deutsche venter, at Corteva vil drage nytte af stigende priser på maj på 30 pct. de seneste uger og en ventet udvidelse af majsproduktionen i USA næste år, skriver Bloomberg News.
Mandagens helt store aktiehistorie er dog biotekselskabet Array, der gør sig inden for udvikling af behandlinger mod kræft. Aktien stiger med hele 56,3 pct. til 46,25 dollar, da den amerikanske medicingigant Pfizer vil betale 48 dollar kontant per aktie i selskabet - eller 62 pct. over Array-aktiens lukkekurs fredag. Den samlede pris løber op i 10,6 mia. dollar, svarende til 70,3 mia. kr., og købet er godkendt af begge bestyrelser.
Pfizer, der står over for en række patentudløb og dermed hård priskonkurrence, falder 0,3 pct. på mandagens nyhed.
Det kendte auktionshus Sotheby's stiger også med 58,2 pct. Selskabet med hovedsæde i London og notering i New York hopper op, da franskmanden Patrick Drahi, der er blevet rig på investeringer inden for telekommunikation, er på vej til at overtage selskabet for 3,7 mia. dollar eller 24,6 mia. kr. ved at betale 57 dollar per aktie. Inden mandagens nyhed var Sotheby's dog faldet med nær 40 pct. i 2019.
/ritzau/FINANS
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›