USA/middag: S&P 500 fortsætter rekordjagt - løftet af Pfizer og Merck

Udgivet den 29-10-2019  |  kl. 18:17  |  

De amerikanske aktier oplever en blandet udvikling tirsdag. S&P 500-indekset fortsætter op i rekordterritorium, trukket af opjusteringer fra medicinalkæmperne Merck og Pfizer. Samtidig falder aktierne på Nasdaq tilbage efter et skuffende regnskab fra Googles ejer, Alphabet.

Det brede S&P 500-indeks stiger efter mandagens rekord kl. 13.10, lokal tid i New York, med 0,2 pct. til 3045,09 indekspoint. Nasdaq bakker med 0,3 pct., mens Dow Jones-indekset vinder små 0,1 pct.

DYRERE PRISSÆTNINGER

Det er regnskaberne, som sætter retningen for rigtig mange selskaber, men i baggrunden er en underliggende optimisme omkring handelskrigen, hvor markedet ser frem mod en underskrift af den delvise aftale mellem Kina og USA midt i november. Desuden venter investorerne en rentesænkning fra den amerikanske centralbank onsdag aften.

- Hvad, der er sket i markederne de seneste uger, er lettelse af den opfattede usikkerhed. Den reelle risiko er, at vi ser et boost i aktivpriserne, men ingen reel opgang i den reale økonomi, siger Sue Trinh, global makrostrateg hos Manulife, til Bloomberg News.

SUNDHED I TOP

Sundhedsaktierne topper i S&P 500 med et plus på 1,5 pct. Det skyldes plusser til Merck og Pfizer, som begge har opjusteret, på henholdsvis 4,3 og 2,9 pct.

Merck løftede sine forventninger efter et tredje kvartal, som overraskede positivt på både omsætning og indtjening. Merck ser nu et justeret resultat i 2019 på 5,12-5,17 dollar per aktie mod en tidligere forventning på 4,84-4,94 dollar. Også prognosen for omsætningen er løftet til 46,5-47,0 mia. dollar fra 45,2-46,2 mia. dollar.

Den anden medicinalgigant Pfizer har tirsdag også løftet prognosen til hele året. Selskabet, der blandt andet er kendt for kolesterolpillen Lipitor og Viagra, ser nu en indtjening per aktie for helåret i intervallet 2,94 til 3,00 dollar. Til sammenligning ventede analytikerne en indtjening per aktie på 2,82 dollar, ifølge Bloomberg News.

- Sundhedsaktierne er oppe efter regnskaberne, og det er et godt tegn. Nogle af disse aktier er blevet banket lidt på grund af den politiske risiko, så der er en del plads til at bevæge sig opad, siger chefhandler i TD Ameritrade Shawn Cruz til Reuters.

ALPHABET SKUFFEDE

Nederst blandt sektorerne ligger kommunikationsservice tirsdag med et minus på 0,7 pct. Her er det Alphabet, som trækker i minus med et fald på 2,0 pct. Koncernen, som ejer Google og Youtube, skuffede investorerne med en svag indtjening i tredje kvartal, udhulet af store omkostninger og investeringer, selv om omsætningen faktisk var bedre end ventet.

Der er også minusser tirsdag til to af mandagens rekordsættere, nemlig Microsoft og Apple, der falder med 0,5 og 2,2 pct. Amazon bakker desuden 0,5 pct.

Også den amerikanske kreditkortkæmpe Mastercard er tirsdag i fokus efter sit regnskab, som var bedre end ventet på bundlinjen. Alligevel falder aktien med 0,1 pct., da analytikerne ifølge Bloomberg News stiller spørgsmålstegn ved, om den stærke trend kan fortsætte.

STIGER PÅ NEDJUSTERING - FALDER PÅ OPJUSTERING

Den amerikanske bilproducent General Motors bliver omvendt belønnet med et plus på 5,2 pct. for en nedjustering. Koncernen har været ramt af en strejke på sine fabrikker i USA. Den varede i 40 dage, og var blandt analytikere anslået til at koste 2 mia. dollar, men tallene for tredje kvartal viste sig faktisk at være bedre end frygtet.

Morgenmadskoncernen Kellogg, dem med cornflakes, stiger også 4,0 pct. på sine regnskabstal, da selskabet med en justeret indtjening per aktie på 1,03 dollar i tredje kvartal klart slog analytikernes forventning på 0,91 dollar .

Veganeraktien Beyond Meat, som producerer proteinrige plantebaserede pølser og burgere, dratter omvendt 19,1 pct. på trods af, at koncernen mandag aften opjusterede forventningerne og samtidig leverede sit første kvartalsplus nogensinde.

Analytikerne har dog nærlæst tallene og bemærket en opbremsning i væksten og tegn på øget konkurrence, og derfor sænker de over en kam deres kursmål, skriver Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Polsk distributør trak fra rødt felt tynget af jobtal
17:31 Chefanalytiker: Jobrapport gør det svært at spå Federal Reserves næste træk.
17:08 Fredagens aktier: Lettelsen kom og gik i C25 efter amerikansk jobrapport
17:01 Fredagens obligationer: Amerikansk jobrapport sendte renten på rutsjetur
16:18 Vestas i laveste niveau siden oktober 2023 efter uge med skuffende britisk auktion
16:07 Chefhandler: Stigning i danske aktier er lettelse fra sidste måneds jobrapport
15:40 USA/åbning: Dårlig stemning fortager sig - jobrapport var ikke så ringe endda
15:34 Aktier vender rundt til plus trods lavere jobvækst i USA end ventet
15:10 Cheføkonom: Den amerikanske økonomi holder dampen oppe
15:03 Jobvækst på sporet dæmper sandsynligheden for ekstra stor rentenedsættelse i USA på næste møde
14:58 Feds Williams finder det nu passende at sænke renterne
14:48 Cheføkonom: Lunken jobrapport er ikke nok til at dulme recessionsfrygten
14:36 Amerikansk beskæftigelsesrapport viste skuffende jobskabelse i august
14:02 USA/tendens: Urolig stemning inden jobrapport med særligt pres på teknologi
13:25 Volvo Car i laveste niveau siden januar efter ugefald på 14 pct.
13:21 Google misbruger sin markedsposition mener britiske konkurrencemyndigheder
13:17 Novo holder kortene tæt til kroppen om vægttabstablet
13:01 Europa/aktier: Fransk tekstilselskab får flosset kanterne i trykket marked
12:26 Fransk tekstilvirksomhed falder med 16 pct. efter bud på amerikansk selskab
11:58 Obligationer/middag: Renterne fortsætter nedad inden amerikansk jobrapport