USA/T-bond: Fed skød markedsrenter kraftigt i sænk - faldet fortsætter i Tokyo
De amerikanske markedsrenter dykkede onsdag kraftigt, da landets centralbank, Federal Reserve, sænkede sin prognose for kerneinflationen i USA og samtidig signalerede tre rentenedsættelser i 2024.
Det var en overraskelse, for i markedet var forventningen, at centralbankchef Jerome Powell og hans kollegaer i bankledelsen ville skubbe tilbage mod investorernes renteoptimisme.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation droppede med 18 basispoint til 4,02 pct.
Torsdag morgen er renten på den tiårige T-bond faldet til 3,97 pct. på markedet i Tokyo.
Det er 19 point lavere end renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.
Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente dykkede med 30 basispunkter til 4,43 pct.
Torsdag morgen forrentes den toårige T-bond med 4,35 pct. på markedet i Tokyo.
Den korte rente var i 4,67 pct. kort tid, før centralbanken lagde sin meddelelse frem onsdag.
- En marginalt mere dueagtig end ventet prognose er ikke ligefrem den modstand mod markedets vurdering og de løsere finansielle vilkår, som de fleste ellers havde regnet med, siger Michael Brown, markedsanalytiker hos Traderx, til Reuters.
PROGNOSEMAGERE HAR TAGET FEJL
Federal Reserve fastholdt helt som ventet sin rente i 5,25-5,50 pct., men signalerede også, at renten vil blive sat ned til 4,625 pct. ved udgangen af næste år. Det skal sammenholdes med en prognose fra september, da banken så en slutrente i 2024 på 5,125 pct.
Desuden regner centralbankens ledelse nu med, at kerneinflationen, PCE Core, vil slutte 2023 i 3,2 pct. mod et bud på 3,7 pct. for tre måneder siden, mens den ses falde til 2,4 pct. om et år sammenlignet med den foregående prognose på 2,6 pct.
- Selv om vi mener, at vores pengepolitiske rente er på eller nær sit højdepunkt i stramningscyklussen, har økonomien overrasket prognosemagerne, advarede Jerome Powell, formand for Federal Reserve på onsdagens pressekonference, dog også.
- Hvis det er passende, er vi parate til at hæve renten igen, og renteudvalget vil ikke tage muligheden for at løfte renten af bordet.
Den melding tog markedet dog ikke særligt notits af, for investorerne skyndte sig at indregne op mod seks rentenedsættelser til næste år til 3,88 pct. i december 2024 mod et bud på 4,24 pct. tirsdag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯