USA/T-bond: Mindre tyrkisk usikkerhed sendte renterne op

Udgivet den 14-08-2018  |  kl. 22:17  |  

Der var en smule mere risikoappetit på finansmarkederne tirsdag, hvor den seneste tids uro om den tyrkiske valuta gled en smule i baggrunden.

På obligationsmarkedet i USA gav det anledning til at sælge de sikre papirer fra til fordel for aktierne, og renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation endte i 2,89 pct., hvilket var en stigning på 2 basispoint sammenlignet med mandag.

Tyrkiets finansminister, Berat Albayrak, udtalte tirsdag, at regeringen er klar med en række tiltag, der skal støtte lirakursen, og det tog investorerne til sig. Tirsdag aften gik der 6,36 lira på en dollar mod 6,99 lira mandag aften.

- Der har været mindre bekymring på finansmarkederne i dag som følge af et lidt lavere risikobillede i relation til Tyrkiet. Amerikanske renter bliver ofte brugt som sikkerhedsventil, når der er øget risiko, og det er der mindre brug for i dag, siger Lars Skovgaard Andersen, der er seniorstrateg i Danske Bank.

De seneste uger er den tyrkiske lira blev svækket markant som følge af en høj inflation, en tøvende centralbank og en politisk tvist med USA, der blandt andet går på udleveringen af en amerikansk præst.

Tirsdagen var uden store nøgletal fra USA bortset fra importpriser for juli, der helt som ventet endte uændret sammenlignet med juni. Tallet for måneden før blev dog revideret til et fald på 0,1 pct., hvor det i første omgang var opgjort til et fald på 0,4 pct.

Onsdag er der en lang række tal på programmet - herunder detailsalg, industriproduktion og Empire Manufacturing, der måler stemningen hos virksomheder i New York-regionen.

/ritzau/FINANS

Aske Muff

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
1,98%
 
16/11/18

 
1,90%
 
16/11/18

 
1,55%
 
16/11/18

 
0,80%
 
16/11/18

 
-2,52%
 
16/11/18

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder