USA/T-bond: Rentehop på positivt handelsnyt

Udgivet den 10-10-2019  |  kl. 22:11  |  

Handelsforhandlingerne mellem Kina og USA indtog igen torsdag en central rolle, da positive meldinger sendte risikoappetitten opad og dermed lysten til obligationer ned. Derfor faldt kurserne på statsobligationerne i USA, mens renterne tikkede opad.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 8 basispoint til 1,66 pct. Det var et enkelt point over renteniveauet, da det danske obligationsmarked lukkede. I løbet af torsdagen blev den tiårige rente mellem 1,54 og 1,67 pct.

Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation gik samtidig også op med 5 basispunkter til 1,52 pct.

Investorerne var onsdag også positive, da handelsforhandlingerne i Washington startede, men henover natten blev der skabt nervøsitet, da det forlød, at den kinesiske delegation ville rejse tidligt hjem, fordi der ingen fremskridt var i dialogen. Det var heromkring, at den tiårige rente faktisk var nede i 1,54 pct. tidligt torsdag morgen.

Stemningen vendte dog, da USA's præsident Donald Trump slog fast, at forhandlingerne også ville fortsætte fredag, og at Trump endda skal mødes med den kinesiske topforhandler, vicepremierminister Liu He.

- En stor forhandlingsdag med Kina. De vil gerne lave en aftale, men gør jeg? Jeg mødes med vicepremierministeren i morgen i Det Hvide Hus, skrev Donald Trump torsdag på sin Twitter-profil.

De mange meldinger fra handelsforhandlingerne har betydet zigzag-kurser i de finansielle markeder.

- Handelssamtalerne med Kina dominerer virkelig det hele, og vi har set, hvor uforudsigelige de kan være. Vi har set tingene bevæge sig så dramatisk frem og tilbage. Jeg tror, alle i virkeligheden bare må vente og se, om en aftale faktisk bliver til noget, sagde Chris Gaffney, investeringschef hos TIAA, til Bloomberg News.

På nøgletalsfronten var torsdagen også opløftende, da 210.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge. Det var nemlig færre end ventet. Ifølge et estimat fra Bloomberg News var der blandt økonomerne spået 220.000 nye ledige.

De amerikanske forbrugerpriser steg samtidig med 1,7 pct. i september i forhold til samme måned året før. Økonomerne havde ifølge et Bloomberg ventet en stigning på 1,8 pct.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Relaterede nyheder