USA/T-bond: Rentekurven løftede sig lidt tirsdag

Udgivet den 28-08-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske renter flyttede sig ikke alverden tirsdag, men det blev dog til et mindre fald i den korte ende af kurven og et mindre plus i den lange ende, og derfor løftede rentekurven sig lidt.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med knap 1 basispoint til 3,82 pct. Henover tirsdagen blev den tiårige rente handlet i et interval mellem 3,80 og 3,87 pct.

Onsdag morgen er renten på den tiårige T-bond 3,83 pct., hvilket er 1 basispoint lavere, end da obligationsmarkedet i Danmark lukkede tirsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente faldt med 4 basispoint til 3,90 pct.

Onsdag morgen er renten på her 3,91 pct.

Der var stor efterspørgsel efter den nye toårige T-bond, der tirsdag blev introduceret og efterfølgende blev handlet med en præmie i forhold til den eksisterende toårige obligation, hvilket betyder en lavere rente på det nye papir end på det gamle.

Tirsdag bød på en opgørelse over forbrugertilliden i august, og den steg lidt mere end ventet, men underliggende udtrykte forbrugerne over for Conference Board øget bekymring for jobsituationen - både nu og på seks måneders sigt. Det flugter med, at ledigheden i juli tikkede op til 4,3 pct. fra 4,1 pct., og med at centralbankens chef, Jerome Powell, fredag i en tale signalerede rentesænkninger og dermed et fokusskifte fra inflationskamp til en sikring af arbejdsmarkedet.

Tirsdagens auktion over nye toårige statslån for 69 mia. dollar blev gennemført med en lidt lavere rente end i markedet lige før, hvilket vidnede om solid efterspørgsel og kan pege frem mod yderligere fald i de korte renter.

- Auktionen taler for, at den toårige rente skal falde. Desuden har vi efterveer fra Jerome Powells tale, da han vil sænke renten og fokusere på at sikre jobmarkedet. I målingen af forbrugertilliden kunne man også tirsdag se, at amerikanerne nu er mere bekymrede for jobsituationen, siger Lars Skovgaard Andersen, der er investeringsstrateg i Danske Bank, til MarketWire.

- Lægger man de ting sammen, så falder den korte ende på udsigten til en lavere centralbankrente, mens den lange ende af kurven holdes oppe af, at økonomien kan få lidt hjælp af en sænket rente, fortsætter han.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder

10:07 Finsk centralbankchef ser ECB fortsætte rentenedsættelser uafhængigt af Federal Reserve
10:06 Ambu får købsanbefaling hos Danske Bank - ser mulighed for endnu en opjustering
09:39 Bang & Olufsen får løftet kursmålet hos Danske Bank efter regnskab
09:17 Aktier/åbning: Udsigt til høje renter giver rød start på ugen
08:59 Aab forhandler om salg af Sebastian Otoa
08:42 Obligationer/åbning: Renten stiger fra start - fokus på onsdagens inflationstal
08:31 Johnson & Johnson rygtes tæt på køb af Intra-Cellular i milliardhandel
08:18 Torm steg tocifret fredag: Nordnet peger på oliepriser, sanktioner og kurspres som årsag
08:14 Råvarer: Oliepriserne stiger efter amerikanske sanktioner mod russisk forsyning af råolie
08:08 Aktier/tendens: Stigende renter kan tynge aktierne - Mærsk i fokus
07:54 Ambu får "hold"-anbefaling og lagt 25 pct. til kursmålet hos ABG efter opjustering
07:44 Nordnet: Rentefokus kan ramme aktiemarkedet negativt
07:27 Kina: Stærk eksport bag massivt overskud på handelsbalancen i december
07:06 Obligationer/tendens: Blikket rettet mod onsdagens amerikanske inflationstal
06:44 Sur stemning uden for Kina blandt Mærsks asiatiske rivaler - Cosco stiger oven på regnskab
06:43 Ørsted får sænket kursmålet hos Morgan Stanley
06:41 Valuta: Dollar fortsat i topform efter stærk jobrapport
06:34 Mærsk/Morningstar: Sætter anbefalingen op til "køb"
06:34 Federal Reserves Chicago-afdeling ser stadig lavere renter trods stærk jobrapport
06:34 Bank of America ser nu risiko for renteforhøjelser i USA