USA/T-bond: Renter presset op af store auktioner og internationale inflationshik

Udgivet den 27-06-2024  |  kl. 06:32  |  

Endnu en stor portion nye obligationer landede onsdag på det amerikanske obligationsmarked, og selv om auktionen gik godt, så havde forventningen om den allerede presset renterne op onsdag.

Investorerne positionerede sig samtidig til fredagens vigtige amerikanske inflationsopgørelse for maj, og efter overraskelser til den høje side i både Canada og Australien er bekymringen for en tilsvarende negativ overraskelse fra USA taget til.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 8 basispoint til 4,33 pct. Den tiårige rente startede fra sin bund i 4,24 pct. og lukkede i toppen på 4,33 pct.

Torsdag morgen forrentes den tiårige T-bond med 4,34 pct. på markedet i Tokyo.

Der er 3 point over renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente tikkede op med 5 basispunkter til 4,75 pct.

Torsdag morgen er renten på den toårige T-bond 4,76 pct. i Tokyo.

- Der er en smule indrømmelser, som bygges op på vej ind i auktionen, da vi får mere udbud denne uge, siger Subadra Rajappa, chef for amerikansk rentestrategi hos Société Générale, til Reuters.

Onsdag solgte det amerikanske finansministerium også nye statsobligationer med fem års løbetid for 70 mia. dollar, og den auktion gik godt, da investorerne bød kurserne op i et niveau, som betød en lavere rente på de nye papirer end i markedet lige inden. Forinden var renten dog på forventningen alene hoppet noget op.

Tirsdag var det en mere lunken auktion, da toårige lån for 69 mia. dollar blev solgt til samme rente som i markedet.

På fredag kommer ugens nøgletalsmæssige højdepunkt imidlertid, når PCE Core for maj lægges frem. Den ventes at vise et fald i kerneinflationen til 2,6 pct. fra 2,8 pct. i april.

Centralbanken i USA har et mål om 2,0 pct. om året, men løftede selv for to uger siden sin prognose for 2024 til 2,8 pct. fra et bud i marts på 2,6 pct.

De canadiske forbrugerpriser steg i maj på årsbasis med 2,9 pct., viste en opgørelse tirsdag, mod 2,7 pct. i april og ventede 2,6 pct., og onsdag kom der nyt fra Australien, hvor forbrugerpriserne i maj steg med 4,0 pct. på årsbasis sammenlignet med 3,6 pct. i april og mod ventede 3,8 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯