USA/T-bond: Renter tikkede op mandag - faldt lidt tilbage i juledagene
På mandagens nøgletalsmenu var der skuffelser, men alligevel blev de amerikanske markedsrenter handlet op. Det skete på bagkant af, at politikerne i Washington i weekenden ved at forlænge finansieringen af den føderale regering frem til marts undgik en i første omgang delvis nedlukning af regeringen.
Efter et par juledages handel, hvor de fleste markeder i Europa har holdt lukket for handel, er renten faldet lidt igen.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg mandag med 6 basispoint til 4,59 pct., hvilket var 3 point over rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede. Fredag morgen i Asien ligger renten i 4,57 pct. og dermed kun et enkelt basispoint over mandagens slutniveau.
Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente tikke op med 3 basispunkter til 4,34 pct. mandag. Fredag morgen i Asien ligger renten i 4,32 pct.
- Data viser ellers svaghed i forbrugernes tillid. Også inden for servicesektoren har vi fået dårlige data. Så i virkeligheden skulle det ikke tale for stigende renter, siger Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank mandag før jul.
- Det er derfor en modreaktion, vi ser. Mange kan have positioneret sig i forhold til risikoen for en nedlukning af den føderale regering i USA, men den sikre havn er nu ikke så nødvendig længere, efter der blev fundet en løsning. Der er heller ikke meget volumen i dette julemarked, og så kan det påvirke ekstra.
Mandag viste en opførelse et overraskende fald i den amerikanske forbrugers tillid i december til indeks 104,7 fra 111,7 mod en ventet fremgang til 113,2 point.
Med til at presse renterne op mandag var også, at det amerikanske finansministerium efter planen vil sælge nye obligationer for 183 mia. dollar i denne uge. Et større udbud af obligationer vil alt andet lige presse kurserne ned og i sin tur renterne op.
Den første auktion var over toårige statslån for 69 mia. dollar, og den forløb nogenlunde med en effektiv rente på 4,34 pct., hvilket var tæt på renten i markedet lige inden.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›