USA/T-bond: Renter trak op fredag

Udgivet den 19-10-2018  |  kl. 22:09  |  

De amerikanske renter steg moderat fredag, da investorerne ikke helt vidste, om de skulle tage mere risiko ombord eller lade være. Det endte med en begrænset appetit på de sikre obligationer, som så kurserne falde, og dermed steg renterne.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med knap 2 basispoint til omtrent 3,20 pct. Det var samtidig også niveauet, da det danske obligationsmarked lukkede.

I løbet af fredagen vekslede den tiårige rente mellem 3,17 og 3,21 pct.

Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation steg samtidig med 3 basispunkter til 2,91 pct.

- Renterne trækker lidt op. Det havde de ikke gjort, hvis det hele havde været så negativt. Italiens statsbudget og Kinas skuffende vækst i tredje kvartal kunne have skabt uro, også i USA. Men aktierne i Kina steg faktisk. Havde der været udsalg i Kina fredag, havde det smittet omvendt af i USA, hvor renterne ville have faldet.

De kinesiske aktier faldt indledningsvist på en skuffende vækst i tredje kvartal, men meldinger fra landets centralbankchef, fra formanden for Kinas bank- og forsikringstilsyn og fra chefen for børstilsynet beroligede dog investorerne, og aktierne steg derfor kraftigt i stedet.

- I næste uge får vi dog svar på, om der skal være risk-off med rentefald eller risk-on.

Lars Skovgaard Andersen peger på, at den kommende uge vil være der, hvor de store amerikanske teknologiselskaber kommer med kvartalsregnskab, og korrektionen i det amerikanske aktiemarked i sidste uge skete netop i særdeleshed i disse aktier, som også er steget mest i år.

Fredagens stigende renter var også fortsat præget af onsdagens offentliggørelse af referatet af sidste måneds rentemøde i USA's centralbank, hvor der var bred enighed blandt cheferne om at fortsætte de "gradvise" renteforhøjelser. Samtidig var der som noget nyt et flertal for på et tidspunkt at stramme renten udover dens neutrale niveau.

Med fredagens udvikling fladede rentekurven ud til 29 fra 30 basispoint.

Rentekurven, forskellen på renten mellem den tiårige og den toårige statsobligation i USA, følges tæt af investorer og økonomer, da den gennem de seneste 50 år - syv gange i alt - har forvarslet en recession i amerikansk økonomi ved at vende rundt, eller gå i minus, således at den toårige rente har ligget over den tiårige.

Ved årets start lå rentekurven i 52 basispunkter.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
3,17%
 
14/11/18

 
1,81%
 
14/11/18

 
1,33%
 
14/11/18

 
0,93%
 
14/11/18

 
-0,09%
 
14/11/18

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder