USA/T-bond: Renterne dykkede massivt efter svag jobrapport

Udgivet den 05-08-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske statsrenter tog sig endnu et gevaldigt dyk fredag, hvor særdeles skuffende tal fra arbejdsmarkedet i juli gav anledning til panderynker og øget tro på, at den amerikanske centralbank måske skal gå mere drastisk til værks med rentenedsættelserne end tidligere antaget.

Jobskabelsen uden for landbruget var nemlig en klar skuffelse i juli, og samtidig blev tallet for juni også nedrevideret, hvilket har fået investorerne til at frygte, at Federal Reserve, som centralbanken hedder, kan ende med at være for sent ude med sine lempelser, hvis ikke økonomien skal køre helt af sporet.

Renten på den toneangivende tiårige T-bond faldt fredag med 19 basispoint til 3,79 pct., og samtidig bakkede den toårige rente med hele 27 basispoint til 3,88 pct.

Rentefaldet fortsætter mandag morgen på T-bondmarkedet i Tokyo. Den tiårige renten er her 3,76 pct., mens den toårige ligger på 3,83 pct.

Siden onsdag ved børslukketid i USA er den tiårige rente faldet med 28 basispoint, og den toårige er gået 43 basispoint tilbage.

Fredagens jobrapport viste en jobskabelse uden for landbruget på 114.000 i juli mod økonomernes forventning om 175.000 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. For juni blev tallet samtidig nedrevideret til 179.000 fra tidligere oplyst 206.000.

Hos kapitalforvalteren Pimco, der er en af verdens største obligationsfonde, lader man dog endnu ikke advarselslamperne blinke for fuld skrald.

- Mens hovedtallene var svagere end ventet og helt sikkert reflekterer en økonomi på vej ned i tempo, var der nogle forbehold i detaljerne, som fortsat maler et billede af en nedadgående, men endnu ikke sammenbrydende økonomi, skriver Tiffany Wilding, der er økonom hos Pimco, i en kommentar.

Hun peger blandt andet på orkanen Beryl, der ramte Texas i den uge, hvor undersøgelsen er gennemført og holdt mange væk fra arbejde, mens en lang række andre var tvunget på deltid.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder

13:27 Vestas modtager tre ordrer på samlet 276 MW
12:53 Europa/aktier: Lunken bølge slutter 2024 - tysk konglomerat stiger dog markant
12:08 Vestas sælger vindportefølje på 277 megawatt i Italien
12:00 Obligationer/middag: Små og snævre udsving i renten på årets sidste handelsdag
11:49 Euro styrkes mod dollar efter stigning i den spanske inflation
11:38 Aktier/middag: Fokus på renter hiver banker op - markedet ramt af lidt gevinsthjemtagning
11:19 Greenmobility rejser 15 mio. kr. efter privat udbudsrunde
11:08 Boeing falder i formarkedet efter flyulykke i Sydkorea
11:05 Lavere renter presser bankerne - men der er også lyspunkter i 2025
10:32 Realkredit Danmark med godt nyt til boligejere: Ser nu større prisstigning i 2025
09:49 Basiseffekter måske bag høj spansk inflation i december - kan spise sig selv igen i januar
09:47 ECB-medlem: Handelskrig kan få Kina til at dumpe lave priser på Europa
09:19 Aktier/åbning: Vestas i grønt på negativ sidste handelsdag i 2024 - Novo trækker ned
09:18 Spansk inflation var højere end ventet i december
08:52 Obligationer/åbning: Renterne fortsætter op på årets sidste børsdag
08:40 Gubra er den suveræne danske aktietopscorer i 2024: Fedmefokus har givet pote
08:25 Nissan fortsætter ned på bekymringer om betingelserne for storfusion
08:19 Aktier/tendens: Vestas og Novo igen i rampelyset før rød start på årsts sidste handelsdag
07:53 Nvidia-leverandør under pres for at følge med efterspørgslen
07:50 USA kan fortsætte aktiedominansen i 2025