USA/T-bond: Tiårige rente satte sig lidt tirsdag
En kombination af tiltagende geopolitiske spændinger og svage boligdata fra USA pressede tirsdag markedsrenterne lidt tilbage.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 2 basispoint til 4,40 pct., hvilket dog var 3 point over rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede.
I handlen onsdag morgen på det japanske marked holder renten niveauet og ligger fortsat i 4,40 pct.
Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente stige marginalt til 4,28 pct., hvilket fortsat er renten onsdag morgen i Japan.
- Vi ser nogle skuffende boligdata fra USA, som giver lidt ro på renterne. Især på den tiårige, som er kørt kraftigt og hurtigt op. Vi kan ikke have, at den bliver ved med at stige så hurtigt, så tirsdagens udvikling er godt nyt, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.
- Noget af rentefaldet kommer nok også, på marginalen, fra Putin, Rusland og den nye atomdoktrin.
Tirsdagens nøgletal viste, at antallet af påbegyndte boligbyggerier i oktober faldt til 1.311.000 fra 1.353.000 i september, mens 1.334.000 påbegyndte enheder var ventet. Samtidig faldt antallet af byggetilladelser også, mens en mindre stigning var ventet.
De geopolitiske nyheder var tirsdag blandt andet, at Ukraine for første gang benyttede langtrækkende amerikanske missiler på mål inde i Rusland, der jo over to omgange har angrebet Ukraine først med indtagelsen af Krim i 2014 og igen med en fuldskala invasion af den fredelige nabo i 2022.
Rusland svarede samtidig igen på nyheden søndag om, at USA har givet grønt lys for den anvendelse af de langtrækkende missiler ved at sænke tærsklen for anvendelse af kernevåben i sin atomdoktrin. Den regionale stormagt truer nu med at benytte de forfærdelige våben i tilfælde af angreb på Rusland landet med blot almindelige konventionelle våben.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯