USA/T-bonds: Marginal rentestigning i afbalanceret marked
Renten på de amerikanske statspapirer steg en anelse tirsdag. Den langsommere vækst i Kina og den problemramte økonomi i Europa vejede på den ene vægtskål, mens stigende aktiemarkeder efter gode regnskabstal lagde lodder i den anden. Dagens auktion over to-årige statspapirer endte tæt på det laveste renteniveau nogensinde.
Den toneangivende, amerikanske statsobligation - den 10-årige T-bond - sluttede tirsdag med en rentestigning på 1 basispoint i 1,70 pct. i New York. Onsdag morgen handles T-bond en med en stigning i renten på endnu 1 basispoint i 1,71 pct. på markedet i Tokyo.
Som de seneste dage var renten stabil med marginale udsving.
- Vi har langsom vækst, og markedet synes at forblive stagnerende, da renten ikke kan bryde intervallet hverken op eller ned. Auktionen var hurtig overstået og renten i orden - dette er præcis, hvor vi har været i nogen tid, da den korte ende ikke bevæger sig ret meget på grund af Federal Reserves indflydelse, siger rentestrateg Justin Lederer fra Cantor Fitzgerald i New York til Bloomberg News.
Tirsdag bød kun på økonomiske nøgletal i form af salg af nye boliger i USA i marts. Salget blev opgjort til 417.000 enheder på årlig basis mod 411.000 måneden før, og dermed lå marts opgørelsen tæt på analytikernes estimat, der lød på et salg på 416.000 enheder.
På månedsbasis steg salget af nye boliger med 1,5 pct., mens økonomer her havde ventet en stigning på 1,1 pct. mod et fald på 7,6 pct. måneden før.
Med de som ventede nøgletalsdata, havde markedet ikke meget nyt at handle efter, og fokus var derfor på tirsdagens auktion over to-årige papirer fra det amerikanske finansministerium. Salget lød på 35 mia. dollar, og renten landede på 0,233 pct. eller blot en anelse over det hidtidige lavpunkt på 0,22 pct. fra sidste juli.
Auktionen fik et "bid-to-cover ratio" (forhold mellem bud og udbud) på 3,63, hvilket var lavere end gennemsnittet ved de seneste ti auktioner på 3,72. De indirekte bydere, der er investor-klassen som omfatter udenlandske centralbanker, købte 20,7 pct. af dagens udbud, hvilket er under gennemsnittet på 25,8 pct. for de sidste ti auktioner.
Onsdag kommer fem-årige papirer for 35 mia. dollar under hammeren, mens ugen auktioner slutter torsdag med udbuddet af 29 mia. dollar syv-årige T-bonds.
Fra nøgletalsfronten er der kun ordreindgang af varige goder fra marts på tapetet.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›