USA/T-bonds: Rentefald efter skuffende BNP-revision

Udgivet den 27-06-2013  |  kl. 07:01  |  

De amerikanske statsobligationer steg og renten gav sig dermed onsdag.

Skuffende data fra den amerikanske økonomi i form af en nedrevidering af den økonomiske vækst i første kvartal sendte statspapirerne højere, da investorerne ser den lavere end ventede vækst som et tegn på, at centralbanken - Federal Reserve - vil fastholde de pengepolitiske lempelser en god tid endnu.

Den toneangivende amerikanske statsobligation - den 10-årige T-bond - sluttede onsdag med en rente på 2,54 pct., hvilket er 7 basispoint eller 0,07 pct.point lavere end tirsdag.

Torsdag morgen ligger den 10-årige T-bond-rente i 2,55 pct. på markedet i Tokyo.

Onsdagens handel koncentrerede sig om BNP-væksten i den amerikanske økonomi. Det reviderede BNP voksede mindre end ventet og mindre end oprindeligt antaget i første kvartal. Væksten blev revideret ned til 1,8 pct. fra tidligere rapporteret 2,4 pct.

Udviklingen var dermed klart svagere end ventet, idet konsensus ifølge Bloomberg News var en vækst på 2,4 pct. - som ved den anden opgørelse

Også det private forbrug blev nedrevideret. Forbruget voksede 2,6 pct. i første kvartal, mens der var ventet en forbrugsvækst på 3,4 pct. - som senest rapporteret i anden opgørelse over forbruget.

Til gengæld var forbrugerprisindekset stort set som ventet. Det steg med 1,2 pct. mod ventet 1,1 pct. og kerneprisindekset steg med 1,3 pct. som ventet.

- Vi er stadig i et lavvækst-miljø. Rentestignignerne har været hurtige, og vi ser nu noget rekyl. Renterne vil nok ligge på tæt på dette niveau, indtil vi kommer tættere på en reaktion fra Federal Reserve. Og det vil afhænge af økonomien, siger obligationshandler Jay Mueller fra Wells Capital Management i Milwaukee til Bloomberg News.

De usikre data for den amerikanske økonomi, gør det svært for Federal Reserves pengepolitiske komite, at nedtrappe de massive kvantitative lempelser, som er sat i værk for at øge aktiviteten i økonomien og få arbejdsløsheden til at falde.

Torsdag kommer der så friske data i form af tal for personlig indkomst og forbrug samt PCE-prisdeflator i maj. Der er også de ugentlige tal for nytilmeldte ledige, foruden data for de igangværende bolighandler.

Senest har Federal Reserves topfolk offentligt luftet deres divergerende syn på lempelserne, og torsdag kan investorerne se frem til kommentarer fra William Dudley fra Federal Reserve i New York samt Jerome Powell fra Washington samt topchef i centralbankens afdeling i Georgia, Dennis Lockhart som alle taler om pengepolitik, økonomi og arbejdsmarked.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:48 Europa/aktier: Generelle plusser i stille julehandel - finsk i top og tysk i bund
17:14 Fredagens aktier: Grønt næsten over alt med få selskabsnyheder - KORR
17:10 Fredagens aktier: Grønt næsten over alt med få selskabsnyheder
17:02 Fredagens obligationer: Renten endte højere på efterslæb til USA
16:00 Chefanalytiker: Trumps "drill, baby, drill"-tilgang kommer til at tage tid
15:51 USA/åbning: Rød og rolig åbning - bevægelser i små aktier
15:10 Vestas sikrer sig stor japansk ordre på 315 MW
15:00 Pandora tager kontrol over hele kæden - fra produktion til butik - og det kan betale sig
14:31 Hårdt år for de franske modemilliardærer: Over 500 mia. kr. er barberet af formuerne
14:30 USA/tendens: Udsigt til små bevægelser i ventet svag negativ åbning
14:05 Vestas sikrer sig tre nye ordrer på samlet 198 MW
14:00 TCM Group har fortsat appetit på opkøb: Gerne i Aubo-størrelsen
13:43 Europa/aktier: Generelle plusser i stille julehandel - finsk i top og tysk i bund
13:42 TCM Group ser fortsat sløj efterspørgsel på inflationsramt norsk køkkenmarked
13:27 Nissan sendt ned på bekymringer omkring storfusion
12:44 Kina planlægger gigantisk dæmningsprojekt med effekt for indisk vandtilførsel
12:26 Den europæiske naturgaspris sendes i vejret oven på Putin-kommentarer
12:12 Obligationer/middag: Rentemarkedet spejler udvikling i USA både i Danmark og Europa
11:53 KORR: Aktier/middag: Grønne farver præger juletyndt marked - Novos revanche fortsætter
11:52 Aktier/åbning: Grønne farver præger juletyndt marked - Novos revanche fortsætter