USA/T-bonds: Rentestigning på fastholdt pengepolitik

Udgivet den 21-03-2013  |  kl. 07:02  |  

De amerikanske renter steg onsdag efter det to dage lange møde i den amerikanske centralbank - Federal Reserve.

Centralbanken fastholdt de pengepolitiske lempelser uændrede, og noterede, at bankens opkøbsprogram vil fortsætte for at "gøre de bredere finansielle betingelser mere lempelige", indtil arbejdsmarkedet er tilbage på sporet, efter det to dage lange pengepolitiske møde. Samtidig fastholdes den korte rente tæt på nul, og det gav øget risikolyst på bekostning af de rentebærende papirer.

Den toneangivende, amerikanske statsobligation - den 10-årige T-bond - sluttede onsdag med en rente på 1,96 pct. i New York efter en rentestigning på 5 basispoint eller 0,05 pct.point.

Torsdag morgen handles T-bonden uændret med en rente på 1,96 pct. på markedet i Tokyo, som er tilbage efter onsdagens helligdag.

Federal Reserve fastholdt opkøbsprogrammet på 85 mia. dollar af stats- og realkreditobligationer, og centralbanken justerede samtidig vækstprognosen. Den lyder nu på en vækst på mellem 2,3 pct. og 2,8 pct. Arbejdsløsheden ventes at falde til mellem 7,3 pct. og 7,5 pct.

- Det er "steady as she goes". Fed er bekymret for, at der er dybt forankrede problemer, og det er derfor, de er villige til at fortsætte med de lempelige vilkår, siger analytiker Richard Schlanger fra Pioneer Investments i Boston til Bloomberg News.

På pressemødet i forlængelse af FOMC-mødet advarede centralbankchef Ben Bernanke om, at selv om arbejdsmarkedsdataene er forbedret i februar, vil tendensen næppe vare ved.

- Vi har før haft perioder, hvor vi har haft en forbedring på 300.000 arbejdspladser i et par måneder, blot for at se jobmarkedet svækkes igen, lød det fra Fed-chefen.

Fastholdelsen af den lempelige pengepolitik giver finansmarkederne tro på, at der før eller siden vil komme gang i amerikansk økonomi. Fed oplyste, at centralbanken agter at holde målet om en rente nær nul, så længe arbejdsløsheden fortsat over 6,5 pct., mens inflationen estimeres til at være 2,5 pct.

- Jeg er blevet endnu mere optimistisk med hensyn til amerikansk økonomi end før. Stærke pengepolitiske lempelser, som dem Fed nu fører, giver typisk anledning til køb af obligationer i første omgang, men forbedringer i de økonomiske nøgletal vil gradvist føre til højere obligationsrenter, siger chefstrateg Masaru Hamasaki fra Toyota Asset Management i Tokyo til Bloomberg News.

Onsdagen bød ikke på væsentlige nøgletal, men torsdag kan investorerne se frem til de ugentlige data for nytilmeldte ledige, foruden boligpriserne og salg af eksisterende boliger. Der kommer også tillidsindekset Philadelphia Fed og - som rosinen i pølseenden - de ledende indikatorer.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder