USA/T-bonds: Tillid til økonomisk opsving gav stigende rente

Udgivet den 04-02-2013  |  kl. 07:02  |  

Renten på de amerikanske statsobligationer - T-bonds - steg fredag til det højeste niveau i næsten et år. Gode data for forbrugertilliden og fra arbejdsmarkedet, trak sine dybe spor i et marked, som gennem de seneste uger har lagt et opadgående pres på renten i takt med, at såvel risikovilligheden og tiltroen til et økonomisk opsving i verdens største økonomi er ved at tage fart.

Den toneangivende amerikanske statsobligation - den 10-årige T-bond - sluttede med en rente på 2,02 pct. i New York fredag. Dermed var der tale om en rentestigning på hele 4 basispoint i forhold til lukkeniveauet torsdag.

Mandag morgen ligger renten på den 10-årige T-bond på 2,04 pct. i handlen i Tokyo.

Ses der på udviklingen over hele sidste uge, er der tale om en stigning i renten på 7 basispoint, svarende til 0,07 pct.point.

Fredag gav markedet nye indikationer om tilstanden i den amerikanske økonomi.

Positive data fra de amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i fremstillingsindustrien løftede markedet ligesom forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan også skubbede renterne højere. Inden da, havde den amerikanske arbejdsmarkedsrapport bekræftet analytikere og økonomer om, at amerikansk økonomi er i fremgang, selv om selve tallene for januar skuffede en anelse.

- Markedet fokuserer mere på de positive indikatorer for den økonomiske vækst end på de negative indikationer. Løftet om yderligere lempelser har styrket risiko-lysten, og det har hvilket har lukket noget af dampen ud af statsobligationsmarkedet, siger analytiker Christopher Sullivan fra United Nations Federal Credit Union i New York til Bloomberg News.

Den amerikanske beskæftigelsesrapport viste en stigende beskæftigelse uden for landbruget på 157.000 i januar. Det var 8000 færre end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning til 165.000 ifølge Bloomberg News. Beskæftigelsen i den private sektor voksede samtidig med 166.000 ansatte i måneden mod en ventet stigning på 168.000, og arbejdsløsheden steg til 7,9 pct. fra 7,8 pct., hvilket også var økonomernes estimat.

Men de reviderede tal for de foregående måneder var særdeles positive, og med de amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i fremstillingsindustrien i topform, gav det renten det nødvendige momentum til at bryde 2 pct.s grænsen. ISM-indekset landede på 53,1 fra 50,7 måneden før, hvor konsensus blandt økonomerne et indeks på 50,7. Prisindekset steg samtidig til 56,0 fra 55,5 i december. Her var konsensus en stigning til indeks 56,0.

For at understrege det positive billede, viste forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan et indeks i januar på 73,8 i den endelige opgørelse. Den foreløbige opgørelse pegede på et indeks på 71,3.

Mandag er nyhedsfattig for så vidt angår økonomiske data. Eneste offentliggørelse er de amerikanske fabriksordrer for december som bliver lagt frem klokken 16 dansk tid.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:43 Europa/lukning: Sløj fredag eftermiddag for europæiske aktier
17:05 Fredagens aktier: Vestas og Bavarian tyngede da C25 faldt for tredje dag i træk
17:00 Fredagens obligationer: Yoyo-bevægelser i de danske renter efter inflationstal fra USA
16:01 Amerikansk Michigan-indeks justeres op i endelig opgørelse
15:52 Tørlastindeks stiger og holder fast i niveauet over 2000
15:47 Amerikansks aktivitetsindeks overrasker massivt med større end ventet fremgang
15:47 USA/åbning: Nike i største fald i siden 2001 men indeks i plus efter inflationstal
15:27 Vestas fortsætter ordrehøsten med fredagens tredje ordreannoncering
15:20 Vestas fortsætter ordrehøsten med fredagens tredje ordreannoncering
15:04 Renten falder efter inflations- og forbrugstal
15:02 Vestas får tysk ordre på 105 megawatt - svarer til levering af 17 vindmøller
14:42 Valuta: Dollar lettere svækket efter godt inflationstegn
14:42 Genmab godt på vej mod laveste lukkekurs siden maj 2020
14:39 Lille rentefald og dollarsvækkelse efter amerikansk inflationsopgørelse
14:01 Apple fortsætter frem i Kina med salget af iPhones - aktien sendes op
13:51 USA/tendens: Positiv åbning i vente anført af it og Trump-aktier
13:08 Vestas får ordre på 81 MW i Skotland
12:18 Europa/aktier: Franske aktier trodser positive tendenser før amerikanske inflationstal
11:36 Obligationer/middag: Renter kravler op før inflationstal fra USA
11:23 Aktier/middag: Zealand og Danske Bank topper efter analysenyheder i lettere positivt C25