USA/tendens: Bankaktier i fokus og lille comeback til tech-aktier

Udgivet den 12-07-2024  |  kl. 14:10  |  

De amerikanske storbanker er trådt ind på scenen og har for alvor sparket den amerikanske regnskabssæson i gang.

Regnskaberne fra JPMorgan og Wells Fargo bliver dog ikke modtaget med jubel af investorerne, der sender begge aktier ned i formarkedet - sidstnævnte med mere end 5 pct. Omvendt bliver Citigroup sendt op efter bedre indtægter og indtjening end ventet.

Foruden bankerne er fokus fortsat rettet mod de store teknologiselskaber, der torsdag faldt markant tilbage som følge af en pludselig gevinsthjemtagning blandt investorerne. Det gav store fald til blandt andet Nvidia, Apple og Microsoft.

Samtidig måtte Tesla se sin aktien blive savet med mere end 8 pct., da elbilproducenten har udskudt sin lancering af selvkørende taxaer.

På de toneangivende indeks er der lidt mere ro på, hvor det brede S&P 500 indikeres op med 0,1 pct. inden åbningen. Det samme gør det smalle Dow Jones, mens det teknologidominerede Nasdaq-indeks fortsat hænger i bremsen med et fald på 0,1 pct. inden start.

Det var da også Nasdaq, der blev hårdest ramt, da investorerne trykkede på salgsknappen torsdag. Her faldt indekset med 2 pct. S&P 500-indekset tabte mere beskedne 0,9 pct., mens Dow Jones derimod vandt 0,1 pct.

Inden åbningen er der også fokus på tal for producentpriserne i juni, der offentliggøres en time inden Wall Street åbner for handel. Her håber investorerne at se samme lovende takter som i gårsdagens inflationsrapport.

BANKER SENDES NED

Storbankerne Wells Fargo og JPMorgan har begge aflagt tal for andet kvartal.

For Wells Fargos vedkommende var der tale om skuffende læsning, hvor indtægterne landede under investorernes forventninger.

Det sender aktien ned med 5,7 pct. i formarkedet.

Derimod kunne JPMorgan fremvise rekordoverskud i andet kvartal samt indtægterne, der slog markedets forventninger. Dog meldte banken også om hensættelser til tab på udlån for 3,1 mia. dollar, hvilket var 500 mio. dollar mere end ventet hos analytikerne.

Her falder aktien med 1,6 pct. inden start.

Mere utvetydigt er regnskabet fra Citigroup, der slog analytikernes forventninger til indtjening, indtægter og samtidig kunne fremvise færre omkostninger i andet kvartal.

Aktien indikeres op med 2,2 pct.

LILLE COMEBACK TIL TECH

De amerikanske teknologiaktier tog sig en tur nedad torsdag, da investorerne benyttede den lovende inflationsrapport til at hive gevinst hjem.

Det var med til at sende Nvidia ned med 5,6 pct., mens Apple og Microsoft mistede 2,3 og 2,5 pct.

I kommunikationsservice tabte Meta Platforms 4,1 pct. og Alphabet smed 2,9 pct.

Det ligner dog, at blødningen er stoppet for flere af de store teknologiselskaber.

Inden åbningen indikeres Nvidia, Apple og Microsoft alle til stigninger omkring 0,4 pct., mens Meta fortsat hænger i bremsen og falder 1,8 pct.

TESLAS NEDTUR FORTSÆTTER

Tesla-aktien så meget af torsdagen ud til at kunne udvide sin imponerende sejrsstime til 12 handelsdage i træk med plusser, men omkring middagstid faldt aktien pludseligt markant tilbage.

Det skete i forbindelse med, at flere medier kunne rapportere, at der alligevel ikke kommer noget nyt om selskabets ellers så hypede robottaxaer i forbindelse med kvartalsregnskabet 8. august.

Det er nemlig den store tro på, at Elon Musk og Tesla for alvor kan lukrere på kvantespringet inden for kunstig intelligens til at lave selvkørende teknologi, som har sikret Tesla den seneste periodes store stigninger.

Sådan lød det torsdag fra flere investorer til Bloomberg News.

Tesla-aktien faldt torsdag 8,5 pct. og fredag falder den yderligere 1,2 pct. i formarkedet.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:55 Europa/lukning: Forsyningsselskaberne trodsede rød bølge efter amerikansk jobrapport
17:36 JPMorgan ser to store rentenedsættelser på de to næste rentemøder
17:19 Amerikanske bankaktier på vej mod største dyk i mere end et år
17:11 Den danske valutareserve voksede i juli
17:05 Fredagens aktier: Største C25-dyk i knap to år efter jobtal - rentefald gavnede Ørsted
17:00 Fredagens obligationer: Svageste jobrapport i over tre år sendte renterne ned
16:17 Hedgefond kalder Nvidia "overhypet" og AI for en "boble"
16:05 Amerikansk ordreindgang på varige goder tager større dyk end forudset
16:04 Amerikanske fabriksordrer faldt lidt mere end ventet i juni
15:44 Amerikansk teknologiindeks fortsætter nedturen: Er faldet 10 pct. siden top i juli
15:42 USA/åbning: Udtalte fald oven på svag jobrapport - Intel styrtdykker
15:00 Valuta: Dollar svækkes af rentefald efter svageste jobrapport i mere end tre år
14:57 Skuffende jobrapport peger mod en snarlig rentenedsættelse, vurderer Sydbank
14:40 Aktiemarkederne ryger længere ned i kulkælderen efter skuffende jobrapport
14:36 Amerikansk jobrapport skuffer stort: Jobskabelsen i laveste niveau siden januar 2021
14:06 Tørlastindeks stiger for første gang efter ti dage i streg med fald
13:53 USA/tendens: Ringe prognoser fra Amazon og Intel gør ondt værre
13:33 Oliekæmpen Exxon Mobils indtjening hjujlpet af gigantopkøb
13:17 Oliekæmpen Chevron skuffer med indtjeningen
12:43 Europa/aktier: Sur amerikansk stemning smitter af - IAG og Engie går mod strømmen