USA/tendens: Fortsat hård medfart til teknologiakter i vente

Udgivet den 23-02-2021  |  kl. 14:49  |  

Det ser ud til, at de amerikanske aktier tirsdag kommer til at fortsætte mandagens fald. Og endnu en gang er det teknologiaktierne, der kan gå en dag i møde med tæsk.

Futures for de to af de tre ledende indeks falder før handelsstart - det største fald står det teknologitunge Nasdaq-indeks for med et minus på 1,5 pct., og S&P 500 står til at falde med 0,4 pct. fra handelsstart tirsdag. Dow Jones ligger til et spinkelt plus på 0,05 pct.

Det er igen temaet med stigende renter, der betyder, at investorerne tager stikkene hjem i sidste års store vindere, i teknologisegmentet. Mandag faldt det brede S&P 500-indeks 0,8 pct., Nasdaq tabte 2,5 pct., mens Dow Jones vandt 0,1 pct.

Handlerne holder øje med, hvad den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, tirsdag vil fortælle i Kongressen, når han skal holde tale.

- Fed-chef "Jay" Powell vil være splittet i dag. En smule inflation er en god ting, det er hvad Federal Reserve har ønsket. Modsat kan en for høj inflation være med til, at pengepolitikken strammes for tidlig, skriver Padhraic Garvey, analytiker i ING, ifølge Bloomberg News.

"BLIV-HJEMME"-AKTIER I RØDT

Det er blandt de såkaldte "bliv-hjemme"-aktier, der får knubs. Netflix falder 2,2 pct. i formarkedet efter et fald på 1,2 pct. mandag, Facebook indikeres til at fald på 1,3 pct. efter et fald på 0,4 pct. mandag, Microsoft falder 1,8 pct. i formarkedet efter faldet mandag på 2,7 pct., Amazon står til at miste 1,9 pct. på kursen efter et fald på 2,1 pct. mandag, og Apple ligger 2,6 pct. lavere i formarkedet efter et fald på 3 pct. mandag.

Den digitale valuta bitcoin er svækket med over 10 pct. overfor dollar til 48.000 dollar og hiver selskaber, der gør sig i digital minedrift efter kryptovalutaer, med i hullet. Aktien i Marathon Patent indikeres til at fald på 13,7 pct. i formarkedet, Xunlei falder 9,8 pct., og Riot Blockchain ligger 11,4 pct. lavere i formarkedet tirsdag.

Og elbilproducenten Tesla trækkes også med ned i tirsdagens formarked efter et stort dyk mandag.

Tesla afslørede for nylig en investering på 1,5 mia. dollar i netop bitcoin, og elbilproducenten bakker i formarkedet med 5,1 pct. til 678 dollar og er dermed nu faldet samlet set i 2021, der startede med en kurs på godt 700 dollar.

Aktien er dog stadig tæt på tidoblet siden bunden i marts sidste år, da coronakrisen for alvor fik fat i markederne.

FALD TIL HOME DEPOT

Selv om byggemarkedskæden Home Depot overraskede positivt på både salg og overskud i det forskudte fjerde kvartal, så kan det se ud til, at investorerne vender tomlen ned, når handlen starter tirsdag, idet aktien falder 2,3 pct. i formarkedet.

Byggemarkedskæmpe giver nemlig som følge af coronapandemien ikke nogen prognose for det nye regnskabsår.

- Idet vi kigger ind i 2021, er vi ikke i stand til at forudsige hvordan privatforbrugerens udgifter vil udvikle sig. Hvis efterspørgselsmiljøet fra sidste halvdel af 2020 bliver fastholdt igennem 2021, så kan det indikere flad til lidt positiv sammenlignelig salgsvækst og en driftsmargin på mindst 14 pct., siger finansdirektør Richard Mcphail.

Det sammenlignelige salg i USA steg i fjerde kvartal med 25 pct., hvor analytikerne ventede 20,5 pct.

Nettosalget steg ligeledes med 25 pct. til 32,26 mia. dollar, hvilket også overgik analytikernes forventning på 30,88 mia. dollar.

MACY'S SER '21 SOM GENOPRETNINGSÅR

Stormagasinkæden Macy's var også presset af coronakrisen i fjerde kvartal af det forskudte regnskabsår 2020/21, men også her er der kommet flere penge i kassen end ventet i perioden.

Og det får aktien til at stige med 1,6 pct. i formarkedet.

Den sammenlignelige salgsvækst i ejede og licenserede butikker dykkede godt nok med 17,1 pct. i fjerde kvartal, men analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet et fald på hele 20,4 pct.

Den justerede indtjening per aktie er faldet til 80 cent fra 2,12 dollar, hvilket også er over analytikerprognosen på 7 cent.

Macy's ser nu 2021 som et genopretnings- og genopbygningsår, hvor der ventes mere gang i den i andet halvår efter et coronaudfordret forår.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder