USA/tendens: Investorerne træder vande inden inflationsnyt
Der er nervøse spændinger i markedet op til amerikansk børsåbning onsdag, hvor der venter friske inflationstal for januar, inden starten går.
Kørseltjenesten Lyft formår dog at skille sig særdeles negativt ud i formarkedet efter en skuffende prognose for det nye år, mens apotekerkæden CVS og serverproducenten Super Micro Computers sendes den modsatte vej.
Op til inflationstallene kredser de ledende indeksfutures omkring nulpunktet. Futuren for det brede S&P 500-indeks falder 0,1 pct. Dow Jones futuren går tilbage med 0,2 pct., mens Nasdaq-futuren omvendt ligger 0,1 pct. højere.
Der ventes ifølge Bloomberg News en uændret stigningstakt i inflationen på 2,9 pct. i januar, mens kerneinflationen ventes at være aftaget til 3,1 pct. fra 3,2 pct.
Onsdag får handlerne desuden mere nyt fra den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, der kl. 16 fortsætter sit todages maraton med at tale til komitéen for finansiel service i Repræsentanternes Hus.
LYFT SKUFFER PÅ PROGNOSE EFTER REKORDÅR
Den amerikanske kørselstjeneste Lyft falder med hele 14,5 pct. i formarkedet efter selskabets årsregnskab tirsdag aften, hvor investorerne særligt bider mærke i en skuffende prognose for første kvartal.
Selskabet advarer ifølge Bloomberg News om, at koldt vejr har lagt en dæmper på efterspørgslen efter bilkørselstjenester og cykeludlejning.
I første kvartal ser Lyft bruttobookinger på 4,05-4,20 mia. dollar, hvor analytikerne havde ventet 4,23 mia. dollar, og selskabet ser desuden et justeret driftsresultat, EBITDA, på 90-95 mio. dollar, hvor midtpunktet også ligger under analytikerkonsensus.
APOTEKERKÆDE I STORT FORMARKEDSPLUS
Den amerikanske apotekerkæde CVS Health kom stærkere ud af fjerde kvartal end ventet. Det sender aktien op med 11,8 pct. i formarkedet.
I kvartalet omsatte CVS for 97,71 mia. dollar, hvilket blev vekslet op til et justeret overskud per aktie på 1,19 dollar mod et ventet resultat per aktie på 92 cent, mens også det sammenlignelige salg steg mere end ventet.
I 2025 ser CVS Health en justeret indtjening per aktie på 5,75-6,0 dollar, hvor analytikernes bud før regnskabet lød på 6,0 dollar.
Også Super Micro Computers ligger med et solidt plus i formarkedet, efter at serverproducenten har fortalt, at selskabet vil være i stand til at indsende to forsinkede regnskaber til handelsmyndighederne i U.S. Securities and Exchange Commission inden den 25. februar.
Aktien stiger 10,4 pct. i formarkedet.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›