USA/tendens: Lille misstemning inden vigtig amerikansk jobrapport

Udgivet den 08-12-2023  |  kl. 14:14  |  

En let negativ stemning har indfundet sig i det amerikanske formarked, hvor handlerne ser frem mod ugens største makroøkonomiske begivenhed i form af beskæftigelsesrapporten for oktober.

Forud for handelsstart i New York falder futures på de toneangivende aktieindeks med 0,2-0,3 pct.

Klokken 14.30 løftes sløret for ugens sidste og vigtigste indslag i fortællingen om det amerikanske jobmarked. I ugens løb har der været nyt om jobåbningerne, nytilmeldte ledige og den private jobrapport ADP.

Tallene har gennemgående indikeret en nedkøling af det hidtil genstridige jobmarked, der har buldret frem trods adskillige renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

I november ventes beskæftigelsen uden for landbruget at være vokset med 185.000 job fra 150.000 måneden før. Arbejdsløsheden ventes uændret på 3,9 pct., mens stigningstakten for timelønningerne på årsbasis ventes aftaget til 4,0 pct. fra 4,1 pct.

- Det faktum, at ugens hidtidige tal har indikeret en afmatning i det amerikanske jobmarked får flere handlere til at regne med, at tallene i dag vil følge samme tendens, skriver Ipek Ozkardeskaya, der er seniormarkedsanalytiker i Swissquote Bank, i et notat ifølge Reuters.

- Hvis tallene er svage nok, kan opturen på det amerikanske obligationsmarked fortsætte ... mens et stærkere tal end ventet kan nedtone dueagtige forventninger, fortsætter hun.

Markedet venter lige nu, at Federal Reserve allerede i marts kan begynde at sænke renterne.

LULULEMON SKUFFER MED PROGNOSEN

Sportstøjsproducenten Lululemon står til en svær start på handlen fredag, efter at selskabet torsdag efter børslukning gjorde status for sit tredje kvartal.

Selv om det afsluttede kvartal var mere end godkendt af analytikerne, var prognosen for fjerde kvartal noget svagere end estimeret.

Lululemon venter i fjerde kvartal en omsætning på 3,14-3,17 mia. dollar, hvor analytikere adspurgt af Bloomberg News havde regnet med 3,18 mia. dollar, mens indtjeningen per aktie ventes i niveauet 4,85-4,93 dollar. Her lå analytikerkonsensus i toppen af forventningerne.

I investeringsbanken Jefferies vurderer man efter regnskabet, at Lululemons aktiekurs har toppet.

- Der er ikke meget plads til, at aktierne kan stige fremover med en mere forsigtig amerikansk forbruger og meget høje forventninger. Lululemons storhedstid vil møde tyngdeloven i 2024, siger Randal Konik, der er analytiker i Jefferies, til Bloomberg News.

Aktien sætter sig 2,8 pct. i det amerikanske formarked.

MICROSOFT I BRITISK SØGELYS

Microsoft er kommet i de britiske konkurrencemyndigheders søgelys over teknologigigantens partnerskab med OpenAI, der står bag chatrobotten ChatGPT.

Overvejelserne er nu, om konkurrencemyndighederne, Competition and Markets Authority, skal kulegrave partnerskabet mellem de to selskaber.

Microsoft har samlet investeret 13 mia. dollar i OpenAI, skriver Bloomberg News.

Aktien viger 0,4 pct. i formarkedet.

BROADCOM I STÆRK ÅRSAFSLUTNING

Den amerikanske halvlederproducent Broadcom var også aktuel med regnskab i torsdagens eftermarked. Her fremlagde selskabet tal for sit fjerde kvartal af perioden 2022/23, der udviklede sig en smule bedre end ventet.

Forventningerne til den nye periode 2023/24 var til gengæld stort set som ventet i markedet, og reaktionen i formarkedet er derfor afdæmpet.

Broadcom står til at åbne stort set uændret, når det amerikanske aktiemarked åbner klokken 15.30. Selskabets aktie steg dog 2,1 pct. i den ordinære handel torsdag.

I fjerde kvartal realiserede Broadcom en justeret indtjening per aktie på 11,06 dollar, mens der var ventet 10,93 dollar.

Halvlederproducenten venter i 2023/24 en omsætning på omkring 50 mia. dollar, hvor der ifølge mediet The Fly var ventet 50,3 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

18:11 USA/middag: Dell og Nvidia fører an og sender Nasdaq mod nye højder
18:01 Europa/lukning: DSV-konkurrent fik hård modtagelse af årsregnskab
17:08 Boeing angiveligt i forhandlinger om købe tidligere datterselskab tilbage
17:05 Fredagens aktier: Medicinalaktier og grønne aktier skød grønt forår i gang
17:03 Fredagens obligationer: Lille rentefald efter inflationstal og svage ISM-tal
15:44 USA/åbning: Nasdaq fortsætter rekordjagt drevet af AI-bølge
15:19 Green Mobility udskyder årsrapport på grund af sygdom
15:13 Valuta: Japansk centralbankkommentar tynger yen
14:44 Apollo-cheføkonom tror ikke på amerikanske rentenedsættelse i 2024
14:28 USA/tendens: Teknologiaktier står til at fortsætte optur i ellers afdæmpet start
13:47 Europa/aktier: DSV-konkurrent banket til bunds i ellers grønne markeder
12:07 Obligationer/middag: Lettelse over inflation sender renten ned
11:31 Eurozonens forbrugerpriser er højere end ventet: ECB ses første sænke renten i juni
11:29 Aktier/middag: Ørsted og Vestas blæst i front af amerikansk medvind
11:06 Eurozonens forbrugerpriser indikeres højere end ventet i februar
09:50 NKT indgår rammeaftale om kabelovervågning med tysk elnetselskab
09:16 Ørsted og Vestas til vejrs på godt nyt om amerikanske havmølleprojekter
09:10 Aktier/åbning: Ørsted, Pandora og Vestas i top - to på nyt fra USA - en på nyt kursmål
08:50 Schouw sætter flere rekorder
08:45 Obligationer/åbning: Rentestigning frem mod inflationstal fra eurozonen