USA/tendens: Lunken start forude - Nvidia i hopla på topchefs fremtidsudsigter

Udgivet den 07-01-2025  |  kl. 13:27  |  

Techgiganten og investordarlingen Nvidia ser frem mod en positiv tirsdag - og koncernen trækker en række andre selskaber med op efter en it-konference i Las Vegas mandag.

Dermed ser det ud til, at det igen er teknologiaktierne, der er trækhesten tirsdag på aktiemarkedet ligesom mandag.

Wall Street ligger dog og hopper omkring uændret, efter det brede S&P 500-indeks mandag steg 0,6 pct., Nasdaq vandt 1,2 pct., mens Dow Jones endte med et minus på 0,1 pct.

Tirsdag venter investorerne tal for antallet af ledige stillinger i november samt ISM-tal for serviceaktivitet i december. Men det er fredagens jobrapporten for december, der er fokus på allerede nu. Ifølge CME Fedwatch-venter investorerne en mere nølende tilgang til rentesænkninger, efter at den amerikanske centralbank har flaget for rentesænkninger på 50 basispoint i 2025.

Analytikere siger i vid udstrækning, at Trumps kampagneløfter som skattelettelser, told og løsere regulering, hvis de gennemføres, kan styrke økonomien, selv om det kan øge risikoen for inflation og sænke tempoet i den amerikanske centralbanks lempelsescyklus, skriver Reuters.

JENSEN SER IND I FREMTIDEN

Menneskelignende robotter, automatiserede fabrikker og selvkørende biler. Sådan lyder fremtiden fra Nvidia, hvis administrerende direktør, Jensen Huang, mandag aften indtog scenen ved den årlige teknologikonference CES 2025 i Las Vegas.

Ved arrangementet offentliggjorde topchefen Nvidias nyeste generation af grafikkort til spilbrug. Den nye 50-serie gør ligesom sin forgænger brug af kunstig intelligens, AI, til at forbedre ydelsen.

Grafikkort til spil udgør efterhånden kun en brøkdel af Nvidias salg. Det egentlige guldæg er salget af computerchips til brug i datacentre.

I 2025 ventes Nvidia at generere 113,7 mia. dollar fra salg af chips til datacentre ud af en samlet omsætning på 129,3 mia. dollar, viser estimater indsamlet af Bloomberg News. Til sammenligning ventes salget af grafikkort at indbringe 11,8 mia. dollar.

Nvidia stiger 2,1 pct. i formarkedet til 152,54 dollar efter et plus mandag på 3,4 pct.

APPLE UNDER PRES

Apple har haft en udfordrende start på 2025, da investorer bekymrer sig om svaghed på det kinesiske marked. Aktierne faldt i fem handelsdage i streg efter mandagens plus på 0,7 pct. Men det ser ud til at være en enlig svale, da Apple indikes til et fald på 1 pct. ved handelsstart tirsdag til 242,64 dollar.

Den amerikanske techgigant har været under pres af kinesiske smartphone-data, som ifølge analytikere peger på et svagere salg af iPhones samt forlydender fra Reuters om, at Apple sælges med rabat i Kina, skriver Bloomberg News.

Kursfaldet indikerer, at investorer kan have mistet tålmodigheden med aktien.

- Det ser i stigende grad ud til, at Kina bare ikke vil være der som en mulighed for vækst hos Apple på grund af et generelt svagere smartphone-marked, konkurrence fra Huawei og risikoen for told, siger David Wagner, porteføljemanager hos Aptus Capital Advisors, til Bloomberg.

Aktierne er faldet med 2,2 pct. indtil videre i 2025.

NVIDIA-AFSMITNING

Uber-aktien ligger godt til i tirsdagens formarked, efter at transportselskabet har indgået samarbejde med chipgiganten Nvidia i jagten på at fremskynde udviklingen af selvkørende transport.

Aftalen går ud på at gøre brug af Nvidias Cosmos-platform og DGX Cloud-system til at analysere Ubers millioner af daglige køreture.

Uber-aktien stiger med 2,2 pct. til 67,75 dollar.

Micron Technology ligger 4,3 dollar højere frem mod handelsstart i 103,53 dollar efter mandagens plus på 10,5 pct.

Igen er det Nvidias topchef, der er drivkraften bag stigningen, da han mandag sagde, at chioproducenten Micron skal levere hukommelseschips til den nye udgave af Nviidas grafikkort.

Også producenten af selvkørende teknologi Aurora Innovation har fået Nvidia-nyt og stiger 37 pct. til 8,91 dollar frem mod handelsstart- Auroru har annonceret et langsigtet partnerskab med Nvidia og tyske Continental om at implementere førerløse lastbiler i stor skala.

TESLA I BAKGEAR

Tesla-aktien indikeres 1,9 pct. lavere i 403,24 dollar, efter at finanshuset Bank of America har sænket sin anbefaling for elbilaktien til "neutral" fra "køb".

Der henvises til, at mange af de potentielle kursdrivere allerede er indregnet i værdiansættelsen.

Bank of America øger dog kursmålet til 490 dollar fra 400 dollar, da der stadig ses potentiale, men der lægges også vægt på eksekveringsrisici, skriver Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯